At være tandfe er tilsyneladende slet ikke uproblematisk. Det fremgår af børnebogen Mørke væsener der udkom tidligere på året. Her bliver tandfeen bestjålet.
Meget bedre står det ikke til i Det hemmelige juleselskab. Tandfeen er i gang med at indsamle mælketænder, som hun vil give til julemanden, men der er opstået et problem. De voksne er holdt op med at tro på tandfeen, og for at beskytte deres børn mod at miste den samme tro, tager de selv tænderne og lægger en mønt eller noget andet under børnenes hovedpuder. Resultatet er, at tandfeen slet ikke har fundet tænder nok.
For at løse det problem opfinder hun sin egen tænketank, og det virker fint i første omgang, men så får hun et nyt problem. Det viser sig, at drillenissen er på spil, og det er bestemt ikke kun tandfeen, der har fået problemer.
Også søalferne, bæverne og edderkopperne har fået noget at slås med. Tandfeen og vennerne beslutter sig for at give drillenissen en lektion i god opførsel. Han er ikke helt let at fange, men med fælles hjælp går det alligevel. Til gengæld er det heller ikke let for drillenissen at vænne sig af med at lave ballade.
Bogen er opdelt ifire gange advent og underopdelt i 24 dage, og den 24. er naturligvis en god dag, selvom humøret har været både op- og nedadgående på grund af drillenissen.
illustrationerne er fine, julede og afdæmpede – edderkopperne minder en smule om iskrystaller, og alle tegningerne leder tanken hen på Disney.
Målgruppen er nok seks – syv år, men historien er en smule indviklet, og der er forbløffende meget magi, selv for julemanden og tandfeen.
Det hemmelige juleselskab
Sally Sharf
Illustreret af Nataschja Caja
96 sider
Sharf & Co.
Udgivet: Oktober 2021
Birte Strandby