Man snubler altid, når man lige har set en sæl oppe på land. Derefter går alting godt.
Gyrðir Elíasson modtog i 2011 Nordisk Råds Litteraturpris og nyder blandt andet ry som ‘den store stilist’.
I en række små noveller får vi billeder fra Island, mest mørke, nogle direkte tragiske og nogle humoristiske som Hav og land, hvor fortælleren forærer Passionssalmerne til en sæl i overbevisningen om, at sæler oprindeligt var mennesker, og at den første sæl sikkert har lært sine efterkommere at læse.
Til de tragiske noveller hører ‘Blindhed’ om den blinde dreng. Hans far er omkommet på havet, og han bor hos sin mor. Jævnaldrende drenge pranker ham med hans blindhed, og han er langsomt ved at forstå omfanget af sit handicap.
Lige så tragisk er ‘Tuberculosis 1944’ om den døende dreng. Hans søster er død, hans forældre har kun ham tilbage, og han dør en lille smule hver dag. Han fortæller, at han læser om krigen i avisen, og at hans mor ikke bryder sig om det.
Her er poetiske, tungsindige beskrivelser af islandsk natur og islændinge. Hvis man leder efter plot og handling, kan man lede længe, men der er en lille perle ‘Oppe på loftet’ der handler om Ole Wivel, Karen Blixen og nemesis. Hvis man er til dybe stilbilleder, er der meget at hente, som her i ‘det gule hus’:
Havbiologen havde tre døtre. De var tre, seks og ni år gamle og havde alle noget over sig, som mindede om havfruer. Men hans kone var et jordbundet menneske med rødbrunt hår og stærke arme.
det gule hus
Gyrðir Elíasson
Oversat af Björn Sigurbjörnsson
142 sider
Torgard
Udgivet: 06.12.2019
Birte Strandby
