Det basale problem med ‘Det grønne pengetræ’ er ikke den praktiske tilgang til energi og dennes oprindelse, men derimod at Barsøe ikke forventer at røre ved hverken bilkørsel, flyveture eller grænseløst forbrug. Som Barsøe selv skriver, så undgår han helst ‘synsninger’, hvorfor han udelukkende beskæftiger sig med økonomien i energien. Der er nu ganske mange kommentarer om og til holdninger, og Barsøe bruger selv sit fokus på at frasortere rimeligt vigtige diskussioner om landbrug og privatforbrug. 

Det er fint, når man vurderer energi ud fra, hvad der kan betale sig og vigtigheden af at få udfaset de fossile brændstoffer så hurtigt som muligt. Men hvad sker der, hvis man blot skifter sin benzinbil ud med en elbil? Det giver ganske rigtigt et mindre forbrug af fossile brændstoffer, og når også batterifremstillingen foretages med grøn strøm (et stykke ude i fremtiden), og udvindingen af råstoffer sker på en måde der ikke skader andre, så er vi ved at nærme os et køretøj der i hvert fald tager hensyn til et enkelt af de problemer, det skaber. Men hele diskussionen om, hvorvidt det er nødvendigt at starte en bil pr. person, bygge flere veje samt den effekt (privat)bilismen har på velfærdssygdomme og ungernes manglende motion, og hvad det betyder for vores sundhedssystem, er udeladt. Ligeledes er værdien af en god kollektiv transport der kunne reducere spild af tid, ressourcer og afhængigheden af bilen heller ikke behandlet.

I stedet ser forfatteren nærmere på de energikilder der fungerer, herunder atomkraft og når frem til, hvor mange arbejdspladser den grønne omstilling kan medføre. Der er stadigt truslen om, at virksomheder flytter til Kina, hvis danske regler og priser gør tingene besværlige, men en iværksætter i bogen nævner, at Danmark har fordele på den kant: veluddannet arbejdskraft, velfungerende infrastruktur og et rimeligt effektivt bureaukrati.

Der opereres med begrebet eksponentiel udvikling i forbindelse med både elbilsalg og grøn teknologi. Statslig støtte til udviklingen af sidstnævnte forventes også at sætte gang i udviklingen.

Så langt, så godt, men ifølge Barsøe er det i orden at overkøre biodiversiteten for at få mere gang i energiproduktionen; og synsninger eller ej, så er det vel her, vi mangler en diskussion om, hvad det er for et land, vi synes ungerne skal overtage. Skal der være plads til ægte vild natur?

Barsøe eksemplificerer sjovt nok præcist Socialdemokratiets overgang fra rød til blå politik: Mere velfærd i den udgave der hedder mange materielle goder og mindre fællesskab om de store projekter, miljø, natur, det der kunne bidrage til en grøn planet. Men hvis man nu mener, at velfærd er noget med rent drikkevand, rent havvand, friheden til at færdes uden risiko for at blive kørt over, mere natur, så er vi selvfølgelig tilbage ved holdninger, for vi har jo glemt at prissætte naturen. Måske skulle vi skynde os at gøre det!

Barsøes udsyn synes at være identisk med klimaminister Lars Aagaards (undtagen måske lige hvad angår atomkraft): vi skal ikke indskrænke os, vi skal blot sikre os andre energikilder. Men hvad med sundheden og biodiversiteten, når vi får skabt det der Jetson-scenarium? Det kan godt være, at vi ikke vil undvære vaskemaskinen, men når det kommer til privat transport er det ikke kun energi, men også helbred det handler om. Og som både kommuner, regioner og regering smerteligt har måttet erkende: sundhed koster kassen.

Barsøes bog omfatter diskussioner om brint, biobrændsel og atomkraft. Barsøe har talt med mange vidende mennesker om fup og fakta i klimadebatten, og bogen er udmærket som et moderat Venstre-indslag i debatten, lidt poppet i fremstillingen, men let, hurtig læsning.

Det grønne pengetræ

Sådan scorer vi kassen på klimakrisen

Magnus Barsøe

212 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 2024

Birte Strandby