Fem eventyr, nye, men med eventyrets sædvanlige ingredienser: Rejsen ud, prøverne og i de fleste tilfælde den lykkelige slutning. Dog er der eventyret om påfuglen, der gerne vil lære at synge som nattergalen for at bevare hønsenes beundring og derfor ender med at forfejle sit liv med stræben efter det uopnåelige, lidt i overensstemmelse med Askepot og Snehvide, der kun ved deres ydmyge og venlige væsen får drømmene opfyldt. Det var den type Skomager-bliv-ved-din-læst-eventyr, der tidligere havde til hensigt at holde folk på deres fastsatte pladser i tilværelsen.
Så er der Livstræerne, om Sol og Skumring, der planter hver et træ, som smukt symboliserer deres sjæls tilstand, og om Sol der med at par briller forarbejdet af trolden ser verden helt anderledes, end den egentlig er. Indtil Skumring flår brillerne af ham.
Det sidste eventyr i bogen er Den yngste Væverske, der er en kvindelig udgave af Klods-Hans: Kongen vil gifte sig med den kvinde, der kan ”give ham til sig selv”. De to ældste søstre væver hver deres billede, men den ene forstår sig kun på mønstre og den anden kun på farver, så det bliver selvsagt den yngste, der formår at kombinere de to ting, og dermed præsenterer kongen for det billede, der viser ham selv. Og så lever de lykkeligt til deres dages ende.
Der er rigtigt mange velkendte karakteristika. Fra La Fontaine kender vi fablen om påfuglen og nattergalen. Prinsesse Morgenrøde og lindormen har mange træk fælles med Rejsekammeraten af H. C. Andersen. Sammenfattende er det velillustrerede, men lidt lange og måske lidt for genkendelige fortællinger.
Der var engang…
Forfatter: Josefine Ottesen
Illustreret af Naja Schønemann
96 sider
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 3.03.2009
Birte Strandby
