Hverdagsgyser med genkendelsesmuligheder

Gisella opdager til sin skræk, at den formue hun troede ville vare evigt, er ved at fordampe, og hun må tænke hurtigt. En løsning er blandt andet at leje en del af sin store lejlighed ud til boligløse. Tre kvinder og en lille pige flytter ind – angiveligt indvandrere. Det går fint i begyndelsen, Men Gisella bliver nødt til at stramme reglerne, opgavedelingen fungerer ikke helt. Den ene lejer, Marta, ser op til Gisella og tager med tak mod hendes aflagte tøj og efterligner hende, hvorimod de andre protesterer. Hverdagen bliver en kamp om magtmidler, og den lille pige bliver gidsel i kampen mellem ejeren og lejerne, mellem diktatoren og borgerne, mellem overmennesket og undermenneskerne. Vold og hævn bliver den naturlige udvikling.

Et til tider lidt kantet sprogbrug forhindrer ikke, at vi her møder litteratur, der kan lede tanken hen på begreber som frygt og undertrykkelse, som de fremstilles i Orwells Kammerat Napoleon eller Falladas Lille mand, hvad nu?

Det er en nutidig fortælling, der handler om mere end en kvindelig hovedpersons egoisme og egocentrisme. Til trods for en hverdag og en hovedperson, det er forholdsvis let at leve sig ind i, står man lige pludselig overfor en gru der grænser sig til Goldings Fluernes Herre: Vil den indre svinehund sejre, når mennesker bliver presset, hvadenten det er nazityskland, nutidsdanmark eller individualismens fiktive hovedstad?

I romanen går det galt, selvom det er svært at sige, hvornår det begynder at gå galt. Et portræt af et samfund der er ved at droppe fællesskabet?

Forfatter: Audur Jónsdóttir
Oversat af Claus Clausen
320 sider
Tiderne Skifter
Udgivet: November 2009

Birte Strandby