Den travle bæver er ikke kun travl, den er også hensynsløs og sjusket. Dens dæmninger er utætte, den gnaver kun træerne halvt over, og den skader de andre dyr i skoven, fordi den ikke tænker sig om: gnaver elgen i benet og kommer til at gøre en fuglefamilie hjemløse i sin iver for at fælde træer. Og da dette er en børnebog med en høj moral, ender bæver med at skade sig selv og komme på hospitalet med knækket hale, brækkede ben, trykkede ribben, forstuvede fingre, forvredne tæer, flænger, rifter og snitsår. På hospitalet får den tid til at tænke sig om, og da den kommer ud igen, har den trænet i at sige undskyld. Det bliver der god brug for sammen med genopbygningsarbejdet. Illustrationerne er fine, enkle og humoristiske.
Ned ad floden
De tre venner som vi efterhånden har lært at kende i de fire bøger om Elg, Bjørn og Bæver, tager på kanotur. Kanoturen bliver en gengivelse af den kendte tegning med de to æsler der trækker hver sin vej i det reb, der binder dem sammen for at komme til det nærmeste foder, men så efterhånden opdager, at hvis de følges ad, kan de sammen spise alt foderet. Således må Elg, Bjørn og Bæver gennem alle tænkelige kanoulykker, uventede vandfald og skænderier, inden de kommer frem til en fordeling af arbejdsopgaverne, der giver fremdrift og mål
Det er søde historier for de mindste om betydningen af at behandle hinanden pænt. Udover det opdragende, er der også lidt læringspotentiale i den omgivende natur og dyrenes valg af mad.
Nicholas Oldland
Oversat af Nanna Gyldenkærne
40 sider
Udgivet: 02.10.2014
Målgruppe: + 2 år