Stod den amerikanske regering bag 9/11? Har amerikanerne i virkeligheden aldrig været på månen? Og er det rigtigt, at øgler er ved at overtage jordkloden?
Konspirationsteorier er der mange af, nogle er mere populære og mere sandsynlige end andre, afhængigt af hvad man gerne vil tro på, og hvilket verdensbillede man dyrker. Konspirationsteorier kan være udtryk for et moralsk ståsted og en god forklaring – som eventyrene eller som de krimier vi læser.
De tre forfattere har inddelt konspirationsteorierne i tre typer, lokale, globale og kosmiske. De lokale kan handle om, hvordan man tolker en dramatisk enkeltstående begivenhed – for eksempel en afsluttet kriminalsag – og hvilken ond hensigt der ligger bag. Formålet kan være underholdning, men det kan også handle om at sikre eller udfordre en magtposition. Mordet på præsident Kennedy er en af de hændelser der især er udsat for lokale konspirationsteorier.
Den globale konspirationsteori er uafsluttet og kan omfatte flere konspirationsteorier. Den opererer på verdensplan og skaber gerne abstrakte internationale fjendebilleder som storkapitalen, verdenskommunisme, terrorismen. Denne udgave samler ikke så meget på konkrete hændelser, men søger i stedet at tolke begivenheder der kan understøtte en bestemt opfattelse af verden. Blev Kennedy myrdet af FBI, CIA, militæret eller måske af narkotikabander?
Den kosmiske konspirationsteori har apokalyptiske og profetiske træk, den kan være religiøs med Satan som hovedrolleindehaver og som årsag til alt det onde. Denne type konspirationsteori gør sig bemærket ved, at den ikke behøver konkret materiale, men kan baseres på symboltolkning. Måske var det væsentligt, at Kennedy blev valgt med 666 stemmer ved det demokratiske konvent i 1956?
Vi kommer vidt omkring i dagens konspirationsteorier, både de højreekstremistiske og de venstreekstremistiske, vi kommer også ind på faren ved fænomenet, som når en enkelt nordmand laver sin egen tolkning og udøver terror for at forsvare en verdensorden der ikke eksisterer.
Den skjulte sandhed er en rigtig interessant bog – og skræmmende.
Den skjulte sandhed
Konspirationsteorier, magt og konflikt
Maria Brockhoff, Rikke Alberg Peters, Mikkel Thorup
207 sider
Klim
Udgivet: 2018
Birte Strandby
Anmeldelse af Georg Metz i Information: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/12/konspiration-livsprojekt