Jakob Brønnum har, oplyses det på flappen, skrevet godt 45 bøger. Denne er hans kriminalroman nr. to. Den første, Kvinden under isen, kom i 2021. I denne og den nu foreliggende optræder kriminalkommissær Tobias Isaksen.
Med forbehold for, at det er sket i den første bog, så er det ret opsigtsvækkende, at læseren ikke får noget at vide om Isaksens privatliv. Der nævnes en mor, som han ikke har tid til at besøge og en søn. Normen i kriminalromaner er jo ellers, at hovedpersonen har en eller anden form for personlige problemer og uoverstigelige vanskeligheder, alt mens vedkommende skal opklare de mest indviklede og forfærdelige forbrydelser. Og gør det.
Nå, til handlingen i Den politiske vinkel. I et gammelt mondænt sommerhusområde ved Holbæk Fjord dukker med mellemrum lig op. Ikke tilfældigt. Det er meningen, at de skal findes. Nogen vil sende et signal.
Tobias Isaksen bliver sat på sagen, selv om han er tilknyttet politiet i Køge. Han er glad for at blive sendt til Holbæk – for han kan ikke holde sit kontor ud. Vi får at vide, at Isaksen er en dygtig og anerkendt efterforsker.
I sommerhus området får han sin sag for. Ligene er i god stand, så de er formentlig myrdet for nyligt. De døde er af asiatisk oprindelse, og de fleste af dem har fået fjernet vitale organer, slår retsmedicinerne fast.
Dette er ikke en kriminalroman for læsere, der ønsker hurtige og hæsblæsende spænding bogen igennem. Det hele foregår i et roligt tempo, grænsende nogle steder til det kedelige.
Tobias Isaksen og medarbejdere gør sig mange overvejelser og sonderinger, der ikke fører dem nogen steder hen. De funderer meget over, at landets statsminister har haft sin barndom og som voksen har har ejet noget af arealerne i området.
Fra side 200 og frem får bogen lidt fart på spændingen. Da sker det utrolige: Der findes et lig i selve statsministerens kontor på Christiansborg. Det er udstyret med elektronik, så det kan bevæge sig.
Nu gå alle alarmklokker i gang. Rigspolitiet og efterretningstjenesterne involveres. Tobias Isaksen tilkaldes, men kun for at spille en sekundær rolle og kaste et røgslør over hændelsen. Han får besked på, at han ikke må fortsætte efterforskningen af ligene i sommerhusområdet.
Det overhører han.
Affæren på Christiansborg gør det tydeligt, at ligene i sommerhus har en politisk vinkel. Hvilken er det spændingen drejer sig om i resten af bogen.
Jakob Brønnum beskriver, hvordan efterretningstjenesterne og de øverste embedsfolk kan kaste et røgslør ud, så offentligheden får det indtryk, at der er styr på den terrortrussel, som placeringen af liget på Christiansborg bliver kaldt. Det sker ved at anholde en viser det sig, uskyldig person og brænde hans gård af …
Den politiske vinkel
Kriminalroman
Forfatter Jakob Brøndum
403 sider,
Udkom november 2023
Forlaget Læselyst
Anmelder Bjarne Gregersen