Den inderste kerne

Forfatteren Lotte Kaa Andersen bevæger sig i sin nye roman væk fra det helt fiktive og over i det biografiske stof, når hun portrætterer verdens første kvindelige seismolog Inge Lehmann. Det sker i den biografiske roman ”Den inderste kerne” med undertitlen ”En roman om Inge Lehmann”. Men læserne behøver ikke at være urolige. Lotte Kaa Andersen har udført en imponerende mængde research forud for bogens tilblivelse. 

Selv hørte jeg først om Danmarks ukendte videnskabskvinde, da DR for fem år siden viste serien ”Store danske videnskabsfolk” med musiker og forsker Johan Olsen som vært. Siden læste jeg kort om hende i en bog om bemærkelsesværdige danske kvinder. Men nu får hun – velfortjent – sin helt egen fortælling her i ”Den inderste kerne”. 

Med sit enestående faglige format ønsker man som læser, at Lotte Kaa Andersen må formå at løfte opgaven som formidler af Inge Lehmanns liv og historie. Og lad det bare være sagt fra starten: Det lykkes hun til fulde med! ”Den inderste kerne” er fortællingen om hele Inge Lehmanns liv fra fødsel til død. Romanen skildrer både hendes faglige virke og privatlivet. Begge dele er interessant. Om man så er 100% enig i fremstillingsmåden er en anden sag. Det vender vi tilbage til. 

Inge Lehmann var en ener: En matematisk nørd og entusiast uden lige! Hun blev født i 1888 i en kendt akademisk familie, hvor faren var professor. Inge og hendes søster Harriet blev indmeldt i den nye og progressive Hanna Adlers fællesskole. Her gik kønnene sammen. Hanna Adler var uddannet i fysik fra Københavns Universitet, hvorfor eleverne også fik forskellig undervisning i naturvidenskab. 

Inge Lehmann havde et særligt intellekt, som blev set og anerkendt i skolen og af de kærlige forældre. Men hendes foretrukne studievalg – matematik – kunne hendes far imidlertid ikke støtte, da han betragtede hendes køn som en stopklods. Faren mente, at hun ikke vil kunne forske i matematik, da ”… den matematiske forskning er et lukket herreværelse. Du mangler den vigtigste kvalifikation. ” 

Hendes akademiske vej blev da også uhyggelig lang og krævende. Et ophold i Cambridge blev en decideret prøvelse og gik til sidst ud over Inges skrøbelige helbred.

Hjemme i København fik Inge Lehmann ansættelse på et forsikringsselskab for en tid. Derpå studerede hun på Københavns Universitets Matematisk-Naturvidenskabelige Fakultet. Hun blev ansat som undervisningsassistent og fik foden indenfor på universitetet. I 1928 havde hun held med at få ansættelse på det nyoprettede Geodætisk Institut, som blev ledet af Niels Erik Nørlund. Forinden har hun virket som Nørlunds assistent på Gradmålingen. 

Med udnævnelsen til Magisterkonferens i 1928 blev Inge verdens første kvindelige seismolog! Desværre misbruges hun rent ud sagt til forefaldende sekretæropgaver, alene fordi hendes køn spænder ben for faglig anerkendelse. Derfor må hun bruge al sin fritid på at forske, myreflittig som hun er. Hendes chef er dårlig til sprog, og drager nytte af at Inge også kan dét. Værst er det at professor Nørlund ikke indser, hvilken exceptionel matematisk evne hun besidder.  

Blandt hendes usædvanlige talenter er et helt særligt øje for at aflæse seismogrammer. Det medvirker til at hun i 1936 gør opdagelsen om, at der inde i jordens flydende kerne ligger endnu en kerne, en fast. Det betyder, at Jorden er tredelt og ikke todelt, som man tidligere mente. Inge Lehmann skrev derpå en artikel om sin tese og kaldt den for P’. Ét bogstav og ét tegn. 

Der kom til at gå mange år før hendes teori blev anerkendt. I 1950 opretter Geodætisk Institut en stilling som professor, som Inge ansøgte. Hun var uden diskussion den mest kompetente og oplagte. Da hun blev forbigået valgte hun at se sig om efter andre græsgange. Hun headhuntes af en amerikansk professor, der anerkendte hendes talent og gav hende det spillerum hun behøvede. Endelig kunne den grimme ælling folde sig ud til en smuk svane!  I USA var hun sammen med en forskerelite og trives til fulde. Samtidig begyndte verden at få øjnene op for hendes opdagelse af P’. Hæder og anerkendelse flød i en lind strøm til hende. Endelig! 

”Den inderste kerne” er en skøn fortælling om en stræbsom ildsjæl, der går så grueligt meget igennem før belønningen er i hus. ”Den grimme ælling” kunne man sagtens kalde det for. Men mine tanker er nok mere i retning af en lidelseshistorie som ”Jobs bog”. Inge Lehmann tilsidesætter sig selv og sine behov i årevis. Hun finder sig i ydmygelser ene og alene qua sit køn. Lotte Kaa Andersen tegner et tidsportræt af et akademisk miljø, hvor kvinder ikke havde anseelse. Derudover var der også tale om simpel og grim misundelse. 

I “Den inderste kerne” møder vi også den private Inge Lehmann. Hun har valgt sit arbejde til og en familie fra. Uden at få nogen tak for det. Omverden misbilliger og misforstår, hvorfor hun ikke kan tage til takke med ”almindelige” livsvalg. Lotte Kaa Andersen søger at skildre, hvordan al den manglende accept og støtte privat og fagligt slider på Inge Lehmann. Hun var det, vi i dag vil kalde særligt sensitiv. Eksempelvis med et følsomt sind overfor høje lyde. Samtidig havde hun et stort behov for orden og systematik for at kunne føle sig nogenlunde tryg og tilpas. På hendes ældre dage, hvor accepten kommer hende i møde, blomstrer hun op.

Som læser glæder man sige hele vejen med Inge, når hun flyver og farer! Det er en fornøjelse at læse Lotte Kaa Andersens fine skildring af seismologens utrættelige arbejde. 

Lotte Kaa Andersens nye roman er først og fremmest et loyalt hyldestværk. Der er næsten noget feel-good over at vores hovedperson er den, der ler sidst og bedst. Men måske er det også lidt for forventeligt, når man nu kender historien om det kvindelige geni, der står bag teorien om jordkernen og seismiske bølger?! Er det mon derfor, bogens forfatter vælger at udskifte en kronologiske disposition med punktnedslag, så hun på dén vis kan skabe lidt mere dynamik og spænding?

Nogle læsere vil nok finde bogens form irriterende, når hvert kapitel hopper frem og tilbage i tiden – dog med behørig angivelse af person (vinkel), sted og tid. Det skal siges, at romanens synsvinkel primært er Inge Lehmanns. Men udvalgte andre personer får egne kapitler, så vi ser Inge gennem deres øjne. Det drejer sig især om søsteren Harriet. Hun var Inges diametrale modsætning med sit lyse og livlige sind. Harriet var skuespiller og mor. 

Holder du af historiske romaner, interesserer du dig for naturvidenskabsfolk eller er du blot optaget af dansk kvindehistorie? Så er denne roman oplagt læsning. Lotte Kaa Andersen fører dig med nænsom hånd ind i geofysikken og nærmere betegnet seismologien, så du let kan forstå Inge Lehmanns interessante arbejde og forskning.

”Den inderste kerne” fangede mig fra første færd. Måske er den hist og pist som forventet i forhold til fremstillingen af det arbejdsomme uselviske kvindelige geni, der trodsede et mandsdomineret forskningsmiljø. Men historien hverken kan eller skal omskrives. Jeg blev dybt optaget af de ofre Inge Lehmann betalte, men vil især huske romanen for de tårer jeg kneb af fryd, da hun høstede roserne i en sen alder. At forfatteren også medtager en karismatisk veninde og en familie, der tydeligvis betød alverden for bogens hovedperson, bevirker at fortællingen bliver desto mere helstøbt. Ligeledes glæder jeg mig over, at bogen følger Inge Lehmann til hendes allersidste levetid. Det gør den mere facetteret, end hvis den blot sluttede, da hun topper som akademisk stjerneseismolog. Du kan se frem til en ganske detaljerig fremstilling af Inge Lehmanns liv, og en flot fortælling, der bringer en fjern forsker tættere på dig. 

BONUSINFO: 

Har du fået lyst at vide mere om Inge Lehmann, så se udsendelsen om hendes liv og virke på DR.dk: https://www.dr.dk/studie/biologi/tema/store-danske-videnskabsfolk 

Forlaget Gutkind har lavet en fin tidslinje, der viser alle de vigtigste begivenheder i Inge Lehmanns liv: https://gutkind.dk/a/inge-lehmann/

Den inderste kerne

En roman om Inge Lehmann

Forfatter: Lotte Kaa Andersen 

Forlag: Gutkind 

416 sider. Hardback

Udgivelsesdato: 31. 3. 2021

Anmelder: Nønne Lønne Votborg