Findes der et mere gennemtærsket, slidt eller trivielt poetisk symbol end den røde rose? Gennem århundreder, måske endda årtusinder, har den røde rose haft en helt særlig plads i den europæiske poesi, som et symbol for kærligheden, den altopslugende kærlighed blandt to elskende, et symbol på begær og seksualitet, og i visse tilfælde også et symbol for poesien selv.
Rosen er central i Olga Ravns nye digtsamling Den hvide rose, som følger i hælene på hendes roman Celestine fra sidste år og debut digtsamlingen fra 2012 Jeg æder mig selv som lyng. Det er dog ikke den røde rose, men derimod den hvide af slagsen, som Ravn skriver sine digte frem med. En farveløs, afvasket og svag rose.
Til trods for sine 352 sider, er digtsamlingen præget af en enorm minimalisme. Hver anden side i bogen er blank, næsten i hvert fald, og hvert digt indeholder blot fem vers. Formen er helt skarp og holdes kompromisløst hele samlingen igennem. Men selvom formen er minimal, så er kraften i digtene, i det billedsprog som Ravn skriver frem, kæmpestor. Den fylder de 352 sider helt ud, og efterlod denne læser slået omkuld af lige dele sorg og begejstring, over så stærk en samling digte, der så præcist og anderledes behandler et emne, der har været skrevet så uendeligt meget om før. For Den hvide rose handler om kærlighed, den ulykkelige af slagsen. Den handler om sygdom og om at være tæt på et menneske, der skal dø, om et du og et jeg, en plejer og en syg, om kroppe og kropsvæsker, om det hvide og det sorte, om lykke og om sorg. Det er en gentagelse af noget vi allerede har læst, hørt eller følt før og netop gentagelsen spiller en væsentlig rolle i de 160 små digte. Symbolismen såvel som billederne går igen. Og på samme måde som de slidte kærlighedstroper vrides og vrænges for at blive bragt frem til nutiden, således vrides og vrænges billedet af den hvide rose, haven, handsken, olien, mælken, duet, jeget, den syge og plejeren igen og igen og nye billeder, der alle er en variation over det samme, dannes på ny. Som i det første smukke digt ”Alt/ hvad jeg/ har gjort for at/ beholde dig/ blomstrer”, der gentages tre gange. Senere ”Meget rene/ gennemførte blomster/ blomstrer i dit blod” og endnu senere ” Den stille blomstring/ i plejeren/ der er/ den syges/ ansigt”.
Gentagelsen binder læseren fast i dette fortvivlende og fortryllende univers, som Ravn skriver frem digt for digt. Hendes projekt står klart og tydeligt frem gennem et stærkt, følsomt og melankolsk poetisk sprog som hun virkelig har tillid og tiltro det. Rosen rejser sig igen i Ravns nye digte ”rosarødt og lydigt/ i den første sol”.
Den hvide rose
Olga Ravn
Digtsamling
352 sider
Forlaget Gyldendal
Udgivet: august 2016
Maria Bøhnke