Carl Mørck og Assad er på arbejde igen. En kollega ringer fra Bornholm for at få Mørcks hjælp til opklaring af en sag. Næste dag skyder han sig selv ved sin afskedsreception for øjnene af sine chefer.
Og så må afdeling Q til Bornholm. Selvmordet antages at være sket, fordi afdøde forgæves har forfulgt den samme sag i årevis. Sagen handlede om en ung kvinde, der blev fundet død efter hvad der angiveligt var en bilulykke. Efterfølgende og i forbindelse med det indledende selvmord tager en yngre mand sit eget liv. Han efterlader sig et brev, der ikke giver megen mening, men der er naturligvis altid en mening med tingene i en dansk krimi.
Det er ikke første gang Adler-Olsen gemmer det bedste til sidst, men her går rigtigt mange sider med trivielt politiarbejde, inden vi når frem til større aktivitet.
Sideløbende med Mørck og kollegerne følger vi en sekt og det ene meget specielle medlem af sekten, der koldblodigt og med overbevisning om egen ret dertil myrder unge kvinder. Sekten og Mørcks sag viser sig at hænge sammen, jalousi er en del af motivet, men der er selvsagt flere elementer, der spiller ind.
Efterhånden bliver man glad for makkerparret Mørck/Assad. De er ikke altid enige om, hvordan man gør tingene, og Assads særlige udgave af manglende dansk finfølelse, er ikke Mørcks kop te, selvom den af og til skaffer dem tilståelser.
Assad står også for flere af humoristiske indslag, når han tager sproget under behandling:
Så går vi til marengsne
Vi er lytter øre.
Mørck er sympatisk, fordi han har fejl, og så er han presset, som efterforskere sædvanligvis er det i danske krimier. Her oplever han ved en begravelse, at privatlivet kommer snigende og en afdød fætter retter en frygtelig beskyldning mod ham fra graven, og så har han naturligvis rod i parforholdet.
Den grænseløse
Jussi Adler-Olsen
546 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 24.10.2014
Birte Strandby
