Fascismen var så afgjort et diktatur, men den satte sig aldrig igennem som totalitært regime, ikke så meget på grund af sin mildhed, som på grund af dens ideologis filosofiske svaghed.

‘Den evige fascisme’ er et foredrag, som Umberto Eco holdt i 1955 på Colombia University. Eco indleder sin beretning med at fortælle om, hvordan han som ti-årig i 1942 vandt en konkurrence for unge fascister ved med retorisk virtuositet at bekræfte pligten til at ‘dø for Mussolinis ære og Italiens udødelige skæbne’. Allerede et år senere – da Mussolini arresteres –  opdager Eco begreberne talefrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed, og det går op for ham, hvad fascismen ikke er.

I teksten undersøger Eco, hvad der kendetegner fascismen, og hvordan man lærer at genkende den, så den ikke sniger sig ind på vores demokratier og korrumperer dem. Til det formål har Eco 14 træk der karakteriserer det, han kalder ‘Urfascimen’: Det første handler om dyrkelse af traditionen. Det indebærer, at der ikke kan ske fremskridt i menneskelig viden: sandheden er allerede forkyndt. Det betyder også, at uenighed er forrædderi, og dermed kan videnskabelig uenighed ikke bruges til at skabe fremskridt. Når uenigheden er forrædderi, så er også anderledesheden problematisk, og her ligger der en racisme i tolkningen af uenigheden.

Desuden betyder Urfascismen heltedyrkelse og foragt for de svage. Her forbindes Urfascismen til machismo-mentaliteten. Det indebærer foragt for kvinder, for kyskhed, for homoseksualitet, eller som Eco så smukt formulerer det: ‘De [våben] er hans fallossymbol, og hans krigslege skyldes en permanent penismisundelse.’

I efterordet forklarer Alberte Bové Rud, hvordan Ecos foredrag fra 1995 hænger sammen med den daværende krise i Italien, og hvorfor italienerne endnu mangler at gøre op med den fascisme der stadigt lurer i højredrejede partier.

Eco demonstrerer overblik og humor i sine advarsler til fremtidens demokratier.

Den evige fascisme

Atlas & Gyldendals småskrifter

Umberto Eco

Oversat af Thomas Harder

Efterord af Alberte Bové Rud

66 sider

Gyldendal

Udgivet: 2023

Birte Strandby