Nadja flygter fra en voldelig mand med sine to døtre, Amina og Lea. I første omgang havner de på et krisecenter, der egentligt ikke har plads til dem, og så lander de i Hvalsø i en forfalden længe på Jørgens gård.
Amina begynder i børnehave, Lea begynder i skole, Nadja får arbejde på Jørgens gård. Burde det ikke være optakten til et nyt og bedre liv? Men det er det ikke. Amina falder ikke til i børnehaven. Det bliver en kamp for Nadja at hente hende, og Lea hænger ud med de lokale knallertdrenge. Stedet hvor de bor er nedslidt, og tydeligvis er der et problem med afløb og lugt. Nadja bliver hemmeligt kæreste med faren til en dreng i Aminas børnehave. En far der går til parterapi sammen med sin kone.
Nadja går fra krise til krise. Amina slår sig løs i slikafdelingen i det lokale supermarked, og Nadja prøver at støtte sine piger. Det lykkes bare ikke særligt godt. Den voldelige ekspartner dukker op i Hvalsø. Nadja forsøger at afsætte sin yngste til barnets far. Det fører lidt godt med sig.
Overordnet handler Delvist møbleret om tragedier – i flertal, men der er også humoristiske scener, som da børnehavens speltmødre beslutter, at julemanden skal medbringe rosinpakker til ungerne. Det kommer noget bag på børnene, der havde glædet sig til slik, og de reagerer prompte.
Nadja er indfølende beskrevet. Hun balancerer hele tiden på kanten af den totale mangel på overskud, samtidigt med at verden tamper løs på hende. Hendes omgivelser udviser meget lidt empati, og pædagogen fra børnehaven er nærmest en smule karikeret. Der er ikke den støtte, man kunne forvente fra et samfund der bryster sig af tillid og omsorg for de svageste. Og det er måske nok romanens stærkeste pointe, at vi har svært ved at hjælpe, hvor der virkeligt er hjælp behov. Et helt Underdanmark – med børn – eksisterer uden for omsorgssystemet.
Gribende og chokerende.
Delvist møbleret
Zakiya Ajmi
268 sider
Gyldendal
Udgivet: Maj 2022
Birte Strandby
