– Kommer du sammen med Kasper Hjort? siger Tove.

– Ikke sådan.

– Han er jo borgerlig.

– Hans mor er socialrådgiver.

– Nå, okay, siger Tove

Helle Helle er en af de få danske forfattere, man altid kan kende på sproget. Eller kunne ovenstående citat også være skrevet af Suzanne Brøgger? I hvert fald kan man sige om Helles roman, at den er ordknap, og det er i sig selv en bemærkelsesværdig etiket på en roman.

Her er ingen overflødige ordkaskader, men en streng, præcis beskrivelse af det der sker, og det der siges.

… han er oprigtigt imponeret over udsigten, og hvor stor græsplænen ovre foran kommunen er.

I lighed med andre af Helles værker blandt andet den velkendte novelle Fasaner fristes man til at kalde stilarten for minimalisme. Der gættes ikke på karakterernes følelser, forfatteren er ikke alvidende, og læseren står selv for tolkningen. Et andet karakteristisk træk ved minimalismen og måske især ved Helle Helles version er, at den er er fyldt med karakterer med kontaktbesvær eller måske nærmere uden rigtig kontakt.

I de handler det om en mor og hendes sekstenårige datter. Moren er syg og har måske kun et halvt år tilbage. Hun undertrykker det så godt hun kan, men datteren tager selv i mod opkaldet med dødsdommen.

Mor og datter griner sammen, og de lever et liv fuldt af almindeligheder med små ting der skal gøres eller tages stilling til, indkøb, kamp om at læse ugeavisen først, opvask. Datteren begynder i gymnasiet, og hun oplever sine første forelskelser, distanceret og observerende. Livet bliver skræmmende småt i Helles perspektiv.

de

Helle Helle

160 sider

Rosinante

Udgivet: 13.04.2018

Birte Strandby