Norskfødte Zeshan Shakar giver stemme til indvandreunderklassen. Selv er Zeshan Shakar barn af en pakistansk gæstearbejder, der tog til Norge for at få et bedre liv og giftede sig med en norsk kvinde. I romanen ”De kalder mig ulven” skildrer forfatteren, hvordan dét projekt ikke nødvendigvis lykkes for alle gæstearbejdere. Du kan få indblik i forfatterens tanker om bogen lige her.
”De kalder mig ulven” er ikke autofiktion, men forfatteren trækker i sagens natur på egne erfaringer. Selv har han læst statskundskab og økonomi, men ønsker at give sine forældre – og andre som dem – en stemme. Zeshan Shakars debutroman ”Tante Ulrikkes vei” blev solgt i mere end 160.000 eksemplarer og gav ham Tarjei Vesaas’ debutantpris. Bogen danner forlæg til teaterstykket af samme navn. Herhjemme udkom den under titlen ”Opråb fra blokken” og er også anmeldt her på Bogvægten.
”De kalder mig ulven” er forfatterens tredje roman. Han modtog Norges svar på De Gyldne Laurbær, Bokhandlerprisen i 2022, for den. Romanen er oversat til dansk af forfatteren Thomas Korsgaard, der selv skriver om sociale klasseforskelle i sine værker og henter inspiration fra egne erfaringer.
Historiens centrale hovedpersoner er en norsk-pakistansk søn og hans ældre pakistanske far. I 1970’erne kom faren til Norge som gæstearbejder. Faren bor alene i en boligblok efter skilsmissen fra den norske hustru. Nu står han overfor et afgørende vendepunkt i livet. Lejemålet er opsagt, flyttekasserne er fundet frem og han er klar til at rejse retur til Pakistan. Sønnen er kommet for at hjælpe. Fortælleren ser tilbage på sin opvækst og ikke mindst på forældrenes liv. Selv fik han en god tilværelse med villa, kernefamilie og længerevarende uddannelse. Hurtigt står det dog klart, at det var på trods af hårde ods.
Romanen spænder over en ret kort tidsperiode. Sønnen besøger sin far i den beskedne lejlighed. Undervejs gøres klar til farens afrejse. Historien fortælles i nutid. Den kan indimellem virke en smule ujævn. Sproget er letlæseligt. Forfatteren udtrykker sig billedrigt og sanseligt, så læseren fornemmer tid og sted. Eneste irritationsmoment er vel rigelig brug af engelske gloser i forbindelse med farens dialoger. Han taler tilsyneladende et norsk iblandet enkelte engelske udtryk, hvilket forfatteren har valgt at vise ved dialogerne. Sønnen fik aldrig lært urdu af sin far. Det var farens hensigt, men hans forretning og frivilligt politisk arbejde tog al hans tid. Familien består også af en søster, men hun er en biperson.
Undervejs i romanen er der flashbacks, hvor læseren tages med tilbage til sønnens opvækst. Hverdagslivet i en familie hvor pengene er få beskrives levende. Læseren får ikke alene indblik i, hvem faren er, men lærer også moren at kende. Ægteskabet virker disharmonisk.
Omverden møder familien med forudfattede forventninger og idéer om, at faren bestemmer. Reelt er moren dybt dominerende. Hun holder børn og mand i et fast greb. Familiens konstante økonomiske pres virker til at belaste hende i en sådan grad, at hun tyr til overgreb. Hun fylder en stor del af fortællingen, og portrætteres som en kvinde, der er er godt begavet. Desværre ser hun sig selv som offer. Familien lider under hendes psykosomatiske problemer.
Opvæksten er b.la. karakteriseret af fattigdom, drillerier, racisme, konflikter i hjemmet, fysisk og psykisk sygdom foruden kontakt til det offentlige system. I kløften mellem et tværkulturelt og -religiøst ægteskab føler fortælleren sig hverken norsk eller pakistansk nok. Faren er meget væk fra hjemmet.
I mødet med fortælleren – sønnens – og også farens higen efter accept fra omgivelserne, mærker læseren uvilkårligt deres sorg og smerte. Barndommen satte sine spor. Forfatteren lader os forstå, at prisen for at bryde den sociale arv er stor for både barn og forælder, idet der opstår et skel. Faren resignerer, og det virker ualmindeligt trist.
Zeshan Shakar skildrer indvandrer- og arbejdermiljøet med stor indlevelse og troværdighed. ”De kalder mig ulven” er en uhyre vedkommende og vigtig roman om arv, klasseforskel, racisme, mønsterbrydere, samfundsforhold og identitet. Den kunne lige så vel udspille sig i Danmark. Forfatteren udviser mod ved at zoome ind på nogle tematikker, der sjældent belyses i romaner. Dog er det værd at fremhæve ”Ånder” af Fatman Aydemir om en tyrkisk indvandrerfamilie, der planlægger repatriering.
Romanen gør mest af alt dybt indtryk, fordi den bevidner den sårbarhed, det efterlader når et menneske vokser op i et vadested mellem to kulturer. Derudover åbner bogen op for samtale om b.la. integration og multikulturalisme. Når romanens ældre karakter vælger repatriering, må det mane til eftertanke. Kunne eller skulle noget være gjort anderledes?
De kalder mig ulven
Forfatter: Zeshan Shakar
Forlag: Gutkind
252 sider. Hæftet
Udgivelsesdato: Den 10. april 2024
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
