Året er 1925. Irene bliver forsmået ved en udnævnelse på det museum, hun har arbejdet for hele sit 30-årige liv. For at gøre sig gældende i kunstverdenen planlægger hun en rejse til Cambodja for at finde dokumentation – nedskrevet på kobberruller – for den ældgamle civilisation Khmerriget. Af sin velgører får hun dels finansieret rejsen og dels får hun anbefalet en kontakt i Shanghai: Simone, der sammen med sin mand er ved at skabe grobund for en oprørsbevægelse, der skal få Kina – og Cambodja – tilbage til indbyggerne, fri af kolonimagterne. Simone viser sig at blive et besværligt bekendtskab, hun er junkie og upålidelig, og de to kvinder er langt fra enige om, hvad der skal ske med kobberrullerne, når de engang finder dem.
Afrejsen fra Shanghai bliver vanskelig, forhindringerne står praktisk taget i kø, og de to kvinder indleder med – nærmest uforvarende – at dræbe en mand.
Med en mulig mordanklage hængende over hovedet slår de to damer følgeskab med Simones tilbeder Louis og den attraktive Marc og forlader Shanghai. I Cambodjas jungle følger det lille selskab et kort, som Irene har modtaget fra sin velgører. Ekspeditionen trues af flere, der ikke ønsker, at de skal finde templet, hvor kobberrullerne befinder sig, og vejen gennem junglen bliver farefuld og afgørende for dem alle.
Såvel Irene som Simone har ambitioner, der grænser sig til det maskuline, og især Irene er påfaldende handlekraftig for en tid der stadigt krævede underdanige kvinder. Det burde gøre hende til en sejere hovedperson, men i stedet er hun blevet kompleks, lidt mindre elskelig og en udfordring for læseren.
De glemte minders kort
Kim Fay
Oversat af Annemette Goldberg
410 sider
Bazar
Udgivet: 17.06.2013
Birte Strandby