En lang række små fortællinger om hverdag, krig og død

Vi begynder relativt stilfærdigt – og muligvis i Danmark. En fortælling i tre kapitler handler om rengøring i svømmehallen. Et relativt simpelt stykke rengøringsarbejde udvikler sig til en sand gyser, og det er ikke sikkert, at rengøringsmanden får lov at beholde jobbet.

I en anden fortælling er en kvinde ved at aflive sin ægtefælle, en ung mand stjæler en t-shirt, og en anden ung mand bliver direkte fornærmet på en kvinde der læser Hemingway alt for hurtigt.

Der er også de rige og depraverede: det unge par der tager ud med en båd og møder en flydende container. Hvad gør man, når der kommer bankelyde og stemmer inde fra containeren? Og hvad laver alle de rige kvinder om bord på lystyachten? Er der ingen mænd til stede? Hvor er de, og hvad er deres funktion?

Mest overraskende er måske fortællingen om parret der gerne vil være forældre. Det ser ikke ud til at lykkes, fordi mandens sædkvalitet er for ringe. Men de har en flink og samarbejdsvillig nabo, der vil levere sæd, indtil der er bingo. Så må man håbe, at hans sædkvalitet er i orden.

Siden bliver fortællingerne mere og mere grusomme. Her er mennesker der flygter fra urimelige levevilkår, en far og en datter, der fra en motorvejsbro hopper ned i en lastbil med presenning, fordi de må væk. En kvinde der skærer halsen over på to mænd, fordi hun leder efter noget. Og der er Oleg der flygter fra bombemaskinerne, og måske er han forældreløs, når han når frem.

De mange fortællinger pirrer nysgerrigheden, og nogle af karaktererne dukker op i flere fortællinger, sommetider med nye synsvinkler. Andre møder vi kun en enkelt gang.

De fortabte kunne godt være et mørkt billede af dagens Europa. Der er en enkelt studerende der kaster med vandballoner, men ellers er alle egoistiske, vrede og især fortabte, anbragt i situationer de ikke selv kan redde sig ud af. Det kunne godt være et dystopisk samfund der blev skildret, men nogle gange er det først og fremmest et råt billede af virkeligheden.

De fortabte

Fortællinger

Thomas Johannes Erichsen

214 sider

Brændpunkt

Udgivet: 13.01.2023

Birte Strandby