Når man søger på nettet, viser det sig, at der findes op mod tyve børnebibler og børnebøger med fortællinger fra Bibelen. Ifølge biskop Steen Skovgaard, forfatter til denne seneste, De bedste bibelhistorier, udgives der omtrent en bog med fortællinger fra Bibelen for hver generation, og et kig på de forskellige udgaver viser, at man stort set er enige om, hvilke historier der skal fortælles til de små.

De udvalgte historier kommer både fra Det gamle og Det nye Testamente. Jesu’ fødsel og en del lignelserne er selvfølgelige, og det er naturligvis også Skabelsesberetningen og uddrivelsen fra Paradisets Have, der jo omfatter nogle behageligt dramatiske elementer, der også kan inspirere til gode illustrationer.

Derimod er historien om Kain og Abel ikke altid medtaget, skønt den jo er nok så interessant for os efterkommere af Kain om end muligvis meget abstrakt for en femårig tilhører i et afslappet protestantisk light miljø.

Til gengæld hører vi om Noa, Abraham, Isak og Jakob samt David, Saul og Salomo, i daglig tale kaldet Salomon. Moses er her som i de fleste bibelhistorier for børn den der får mest spalteplads næst efter Jesus.

Moses er interessant af mange årsager, og hans liv er dramatisk fra den første begyndelse i en (moses)kurv over Ægyptens ti plager og til vandringen gennem Det røde Hav og ud i ørkenen.

Førnævnte moseskurv er sjovt nok forskellig fra bog til bog. I herværende udgave laver moren en kurv af siv og tætner den, så den kan flyde. Vi kender ikke materialet. I Anna Sophie Seidelins Billedbibel fra 1972 tætnes kurven med asfalt(?), og i Mary Batchelors 365 fortællinger fra Bibelen fra 1985 bliver kurven tætnet med beg og tjære – og det er i øvrigt også det materiale, der anvendes i den seneste bibel fra Det danske Bibelselskab (2005). Når materialet er udeladt her, skyldes det måske, at hverken beg eller tjære, skønt hyppigt anvendt i gamle folkeeventyr, ikke er standard vokabular hos førskolebørn.

Ægyptens ti plager er et andet dramatisk og bemærkelsesværdigt højdepunkt. Børn lærte i mange år verset fra Jeppe Tang Andersens Bibelhistorie fra 1865:

Vand til blod og frøers mængde,

myg dernæst Ægypten trængte,

utøj, pest og bylders nød,

hagel, græshop, mørke, død.

Men trods vellyden har ingen af de tilgængelige moderne bibelhistorier beholdt verset, og i De bedste bibelhistorier er sproget bearbejdet, så det rammer danske, nutidige standarder:

Farao løfter dynen og finder en stor, ulækker frø, og under sengen er der endnu flere…

Og da Farao senere fortryder, at han har tilladt israelitterne at rejse og beslutter at trække tilladelsen tilbage, tænker han ved sig selv:

Det med frøerne var vist bare en ond drøm.

Sproget er som skabt til højtlæsning for førskolebarnet både i ordvalg og formuleringer, og der er jævnlig inddragelse af barnet, eksempelvis under Salomos dom – bemærk han hedder her Salomo, som i Bibelen, ikke Salomon, som vi har kaldt ham de seneste 50 år:

Se på billedet. Hvem tror du er den rigtige mor? Er det hende, som holder barnet, og som har et rødt tørklæde på?

Eller er det hende med det grønne tørklæde, der ser mere vred ud?

Og så er der brug af tegneserieinspireret lydsprog: GONK – hjelmen fløj af…

Ligesom det er bemærkelsesværdigt – og måske noget særligt for danske udgaver af bibelhistorier – at almindelig dansk brokmentalitet slår igennem: Israelitterne klagede igen til Gud.

Generelt kan man sige, at den hårde, straffende Gud fra Bibelen ikke findes her – og de grusomheder mennesker er udsat for nedtones, om end David stadigt skærer hovedet af den overvundne Goliat, og Samson stadigt får stukket øjnene ud.

Til gengæld sniger en ny idyl sig ind med jævne mellemrum, som her efter at Faraos mænd er druknet i Det røde Hav:

Himlen var blå, solen skinnede og fuglene sang

Der er især sprogligt man kan finde forskelle sammenlignet med tidligere børnebibler eller Bibelen. For eksempel i forbindelse med Babelstårnet hvor Gud stiger ned fra himlen for at sætte en stopper for det ambitiøse byggeri:

Men Gud ville alligevel ikke vælte tårnet, selvom han var lige ved.

Som bekendt stopper Gud aktiviteterne ved at sørge for, at alle mennesker får forskellige sprog, og ikke længere kan forvente at blive forstået, når de siger:

Vil du give mig hammeren?

Gud gør det i vrede over menneskenes himmelstræbende projekt, som de mener vil bringe dem op i niveau med Gud. Det er en lære i ydmyghed, men et almindeligt dansk barn vil måske have lært, at samarbejde er positivt og undre sig over slutningen: Og tårnet blev aldrig færdigt.

I Det Danske Bibelselskabs udgave fra 2005 lyder teksten: Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.

Generelt kan man sige, at den ydmyghed der historisk set hører til en passende tro, ikke længere fungerer godt i danske sammenhænge. Derfor kan man finde flere konflikter i moderne bibler, især hvis de har ambitioner om at formidle andet og mere end spændende historier.

Værre bliver det, når man kommer til billedsiden. Illustrationerne i De bedste bibelhistorier er upålideligt harmoniske og i stærke farve, lidt en mellemting mellem illustrationerne i Jehovas Vidners udgivelser og Disneys tegnefilm. Illustrationerne er hyppige, og anbragt så bogen generelt giver indtryk af stor læsevenlighed. En dobbeltside viser et billede af Jonas der bliver slugt af en glad(?) gulrød hval, der er næsten mere Disneysk end Disneys egne produktioner og i øvrigt som taget ud af Den lille Havfrue.

Illustrationerne er tydeligvis inspireret af de tidlige halvfjerdseres pudepædagogik: Ingen litteratur uden at de skarpe hjørner var snittet af. Det var også der Snehvide blev omskrevet, så jægeren/den forventede bøddel i stedet for at tænke. Jeg lader hende løbe. De vilde dyr æder hende nok. tænkte: Det er da også synd for hende. Hende vil jeg ikke slå ihjel. Man kan diskutere om, det var et hensyn som børnene havde brug for eller blot en udfladning af en ellers fascinerende og blodig historie?

Netop i forbindelse med billederne er det værd at kaste blikket tilbage til 1909, da Morten Pontoppidans Bibelske historier fortalt for børn udkom med Gustave Dorés vidunderlige træsnit, der er nøjagtigt så intrigerende, smukke og grusomme, at de uvægerligt vækker nysgerrigheden. Disney har ikke helt den samme fascination, og glansbilleder virker poppet i bog, der basalt handler om tro.

De bedste bibelhistorier kan fint læses for og af børn og nok også finde gehør, men det er spørgsmålet, om det er en god ide at udelade de mere skumle seancer – såsom Abrahams ofring af Isak, og hvor meget der er vundet ved at anbringe formidlingen på et niveau, der er 100 procent tilgængeligt for den femårige. Kan det ikke være udviklende, hvis barnet også hører noget, det ikke umiddelbart forstår? Og sker der noget ved, at illustrationerne tager historien alvorligt?

De bedste bibelhistorier

Steen Skovsgaard

Illustreret af Gill Guile

271 sider

Kristeligt Dagblads Forlag

Udgivet: 17.09.2014

Målgruppe: 5+