Zombier er moderne, de huserer i Kværnen, i Zombie-Bjarne og i Zombierne 3 – Fristaden. Zombier er udøde og sædvanligvis karakteriseret ved langsom, usikker gang og evig sult efter menneskekød. De færdes oftest i grupper, og så bliver der stadigt flere af dem.

I Dagbog fra Zombieland har de overtaget Danmark, eller overtaget er et stort ord for væsener der ikke kan planlægge, der er blot så mange zombier i landet, at mennesker kun har få chancer. Det må Noah og vennerne sande gang på gang under deres roadtrip rundt i Danmark. Noah, Emma, Ida og Lucas forlader København for at se, hvordan zombietilstanden er i resten af landet, og også for at opleve det Danmark der måtte være tilbage. Det sidstnævnte giver romanen en sjov dobbelthed, når hovedpersonerne efter en blodig kamp der måske oven i købet har kostet en ven eller to beslutter, at de da lige skal se Legoland, når de nu alligevel er på de kanter.

Noah fører dagbog fra det første angreb der fandt sted under et bal på Kronborg Slot. Kun Noah og et par andre gæster slap væk, og da Noah også har mistet familie, rejser han med gruppen. Målet for Noah og vennernes rejse er Ålborg, hvor forskere står klar til at modtage Noah, som man mener kan være bærer at et gen der er resistent overfor zombiebid. Men Aalborg er langt væk.

Den lille gruppe støder i Jyderup på mennesker fra fængslet, i Odense får de tilbudt overnatning i Zoo der er zombiefri indtil videre. I Vejle har en særlig selvbestaltet munkeorden forsøgt at gardere sig med jævnligt affodring af de udøde, og i Herning spiller man på kampe mellem zombier og mennesker.

Der er spænding på alle sider, og dagbogen er underholdende læsning, omend fortælleren i sprog og stil lyder mere som teenager end som voksen. Ind i mellem er der glimt af humor, som landmanden Jens der mener, at alt det økologipjat og forbud mod anvendelse af sprøjtegifte er en medvirkende årsag til zombieplagen.

Klaus Frederiksen

Dagbog fra Zombieland

225 sider

mellemgaard

Udgivet: 2017

Birte Strandby