Fortælling med morale

Der er roligt i den lille by. Men ikke alle er tilfredse. Den røde mand i lyssignalet ved fodgængerfeltet er sur over, at folk brokker sig over ham. Han gør jo bare sit arbejde. Han gider ikke mere, og det gælder også ham på den modsatte side af gaden og alle de andre røde mænd i lyssignalerne. De forlader pladsen i lyssignalet og går mod udkanten af byen. På vejen møder de tandlægen, parkeringsvagten og fodbolddommeren, der også synes, at de hører for meget brok, når de udfører deres arbejde. Og de beslutter alle at tage til stranden og nyde livet uden sure tilråb.

Efter et stykke tid begynder folk i byen at savne dem. Der bliver trafikkaos, bilisterne parkerer dårligt, og det kniber med at styre fodboldkampene. Borgmesteren bliver træt af brokkende borgere og tager på ferie, men på vejen kommer han forbi den strand, hvor alle de strejkende nyder livet, og så får han sit livs chance.

Bogens modtagergruppe er fire til ni år. Der er illustrationer på alle sider. De er humoristiske og farverige og giver et godt indtryk af, hvordan de røde mænd, tandlægen og borgmesteren ser ud. Ligesom man får en billede der viser, hvordan bilister ser ud, når de bliver glade for en parkeringsbøde.

Generelt en bog til børnene om, hvorfor man skal holde den gode tone – så der også er en fodbolddommer til stede, når ungerne skal spille kamp. Og måske lidt færre råbende forældre på sidelinjen.

Da rød mand gik sin vej

Anders Bangsgaard Rask & Allan Borgvardt

43 sider

Byens Forlag

Udgivet: 2024

Birte Strandby