Humor og satire kan godt være lidt af en mangelvare i dagens danske litteratur, men her kommer det – i så massive mængder, at man ikke ved, om man skal grine eller græde. Det bliver nok mest grine, men upåvirket kan man ikke være.
– En terminal borger behøver ikke at være en uproduktiv borger, siger vores jeg-fortæller få sekunder, før kvinden i desperation kører sin handicapscooter ind i jobcentrets dør og lander i stativet med brochurer om kontanthjælpsmodtagerens rådighedsforpligtelser.
Så er scenen sat. Hovedpersonen er Preben-Ove, i egen optik verdens bedste sagsbehandler, ansat i Lyngstrup-Tasbæk kommune.
I første omgang får man indtryk af en ualmindelig nidkær sagsbehandler der – efter at have set et missilangreb på Danmark i nyhederne – går all in for jobcentret, ‘… nu hvor menneskehedens udslettelse truer beskæftigelsessituationen.’
Det går ret hurtigt op for læseren, at Preben-Ove har nogle vanskeligheder med den virkelige verden. Hans omgivelser kalder det paranoia og storhedsvanvid. Selv føler han sig både fysisk og mentalt i glimrende form. Han har angiveligt ikke grædt, siden kontanthjælpsloftet blev indført. Familien har forladt ham, og han samler på pizzabakker i hjemmet. De skal siden sendes i kredsløb om jorden.
Preben-Ove varmer op til beskæftigelsesministerens besøg på jobcentret, men det virker som om nogen modarbejder ham, og jobcentrets ledelse foreslår endda, at han opholder sig i kælderen under ministerebesøget. Men Preben-Ove beslutter sig for selv at opsøge ministeren. Intet er umuligt for den der har modtaget undervisning fra selveste mr. Miyagi.
Et velskrevet, vildt underholdende stilbrud i dagligdagens dystopi.
Da Preben-Ove flyttede ned i jobcenterets kælder
og indrettede den til forhørslokale
Jesper Handberg Nielsen
113 sider
Byens Forlag
Udgivet: Oktober 2025
Birte Strandby
