En kvinde bliver brutalt myrdet. Der er ingen fjender og ingen oplagte motiver, men der er et DNA-spor der henleder efterforskerens opmærksomhed på en 16 år gammel, uopklaret forsvindingssag. Tess er efterforskningsleder og forsøger at få overblik både over den nye og den gamle sag. Det viser sig, at der er sket adskillige fejl i forsøget på at opklare den gamle forbrydelse, manglende undersøgelser af alibier, manglende vidneafhøring. Alligevel kommer man frem til, at det var en dansker, Valbymanden, der stod bag den og andre mord og voldtægter i Simrishamn og i Københavnsområdet.
Tess er noget af en superpolitikvinde med sine egne særlige vanskeligheder. Hun tager fat på at afhøre vidnerne fra dengang, der er masser af sære mistanker og halvdårlige alibier. Pressen får desværre færten af sammenhængen mellem den gamle sag og det nye mord og får slået det stort op. Den fornærmer Valbymanden der selv dukker op og truer Tess og hendes samleverske.
Det lykkes politiet at indkredse mulighederne, og der gøres klar til den helt store fangst, men noget går galt.
Man kan godt ane, at forfatteren har særligt kendskab til politiarbejde. Tess går metodisk til værks, og opklaringsarbejdet går kun langsomt frem. Udover Tess er der også tidligere vidner der pludselig kommer i tanker om ting de ellers havde glemt. Desuden får et af ofrene stemme, og dermed får læseren en ide om, hvad der er sket.
Det er en udmærket krimi om politiarbejde, og den begynder vældigt spændende. Opklaringen er langsommelig, men sikkert meget realistisk. Alt i alt en fin krimi omend rigeligt lang.
Cold Case: Forsvundet
Tina Frennstedt
Oversat af Anders Juel Michelsen
404 sider
Gyldendal
Udgivet: 15.08.2019
Birte Strandby