… if we are going to be a force for good in the world

Facebook (Meta) blev grundlagt i 2004, indledningsvist udviklet som et socialt netværk på Harvard. Det greb om sig, og der var i begyndelsen mange der opfattede netværket som en gave til demokratiet: nu kunne alle komme til orde. Hvad ville det ikke betyde for undertrykte minoriteter og idealistiske visioner? Ville diktaturer mon ikke opføre sig mere anstændigt, når der nu blev skruet op for offentlighedens søgelys?

Sarah Wynn-Williams fik hurtigt øje på mulighederne, og Careless People er hendes fortælling om Facebook. Hun arbejdede for Facebook  i 2011-2017. I første omgang har hun vanskeligt ved at lande jobbet, som ifølge hende skal handle om, hvordan Facebook skal være med til at skabe reglerne om, hvordan man behandler de mange data der passerer Facebook. Som hun siger:

‘Because Facebook is this global political force that is going to change the internet and the world, and these things matter.’

Det lykkes til sidst at få jobbet, som benævnes Manager of Global Public Policy. De første opgaver går ikke så godt. En af dem omfatter varetagelsen af et møde mellem Mark Zuckerberg og den New Zealandske premiereminister, et møde som ledelsen i Facebook fraråder, fordi Zuckerberg ikke er meget politisk.

Og det bliver ikke de eneste udfordringer, forfatteren møder:

En Facebook-konsulent fortæller usandt, at Facebook hver dag fjerner 20.000 mindreårige Facebook-brugere.

Skal Facebook støtte en kampagne mod en hærleder der rekrutterer børn?

Der er problemer en gruppe mødre i en ‘a breast-feeding sit-in’ i protest mod Facebooks ‘brystvortestrategi’.

En rabbiner poster et billede af sig selv, hvor han angiveligt drikker kaffe i Israel, men Facebooks kort viser, at han er i Palæstina.

Eller: Hiii! There is a man with a gun here wanting to know when we’ll be paying taxes in Brazil.

Der er nok at slås med. I begyndelsen arbejder forfatteren ihærdigt for at gøre verden mere åben og forbundet og Facebook moralsk ansvarlig. Men til sidst ender hun med at stå desillusioneret tilbage og observere en kultur af ubarmhjertig vækst, straffrihed og fravalg af etik. 

For den der følger intenst med i techverdenen, er der måske ikke så meget nyt i Careless People, men forfatterens egen tilgang gør indholdet nærværende og relevant, og man forstår også den skuffelse der følger med erkendelsen af, at et vigtigt demokratisk værktøj bliver tabt på gulvet. Måske er Careless Peoples et spejl af, hvor galt det kan gå, når vi alle ignorerer følgerne af vores handlinger. Som det også kommer til udtryk i vores klima- og miljøproblemer.

Careless People

A story of where I used to work

Power. Greed. Madness

Sarah Wynn-Williams

383 sider

MacMillan

Udgivet: 2025

Birte Strandby