Slægtsroman om Brahmadellerne og Tvibur på Færøerne. Brahmadellerne er angiveligt af troldkarleslægt og kombinerer den kristne tro med hedenske tilbøjeligheder blandt andet tilbedelse af solen.
Eigil er den første karakter, læseren støder på. Han lægger ud med at gøre sig til gravskænder af en 185 år gammel grav. Han er forfatter og for at vurdere sin tilkommende, Karin, og for at gøre indtryk på hende sender han hende Lortehundens kulturhistorie. Hun bryder sig ikke om den, men de bliver alligevel kærester. Eigil er efterkommer af en af romanens mere markante skikkelser, Tvibur, der efter eget udsagn kunne ’bombe kong Bernadotte fordærvet ved den blotte vægt af sine testikler’. Nils Tvibur gør sig bemærket af flere årsager, dels forholdet til sin familie:
’De øretæver han havde givet hende, var heller ikke rare at tænke på, men hun havde aldrig brokket sig. Det respekterede han hende for’
dels bliver han dræbt af sin søn, der får ham skubbet ned fra en fjeldside. Det er ikke den eneste gang i bogen, et liv ender brutalt, og det indtryk af fredsommelighed, som læsning af Jørgen Frantz-Jacobsens Barbara giver, er ikke en mulighed her. Tværtimod viser det sig, at en borgerkrig har fundet sted deroppe.
Det er en spraglet, omfangsrig beretning med personer fra slutningen af 1700-tallet til i dag livligt fortalt i korte kapitler uden megen tilbøjelighed til kronologisk orden. Nogle kapitler indeholder faktaoplysninger og andre fortæller om fiktive personer. Fælles danner kapitlerne et troværdigt og brutalt billede af et samfund og dets udvikling på baggrund af mange forskellige påvirkninger herunder forholdet til Danmark.
Brahmadellerne – En nordatlantisk krønike
Jóanes Nielsen
Oversat af Povl Skårup
347 sider
Forlaget Torgard
Udgivet: 25.10.2012
Fås også som e-bog
Birte Strandby