Bogforum 2025

Årets Bogforum kommer sikkert til at slå foregående bogforaer i besøgstal. Sådan føles det i hvert fald. Vi var rigtigt mange. Umiddelbart kunne man også få indtrykket af, at selve bogen fylder mindre end den plejer, hvorimod der nu er plads til briller, kjoler, og en del andre ikke bog-relaterede varer. Man kigger langt efter Folketingets Oplysning, Esperanto-standen, Dansk Sprognævn og Modersmålselskabet, men der er kommet nye forlag til.

På Informations stand optrådte Clement Kjersgaard og Henrik Dahl der netop har udgivet ‘Den tabte fred’. Kjersgaard benyttede minutterne inden interviewet til – ikke ulig tidligere arrangementer – at reklamere for magasinet om udenrigspolitik Ræson og historiemagasinet Æra.

‘Den tabte fred’ handler om, hvordan vi efter Den Kolde Krig har rodet os ud i en ny ustabil verdensorden med Rusland, Kina og Iran som de ustabile elementer.

Eller som Dahl udtrykte det: Vi troede i 1900’erne, at Fukuyama havde ret og Huntington tog fejl. Det viste sig at være omvendt. Historien er ikke slut, og vi hænger nu på nye kulturelle og politiske sammenstød i verden.

Fra publikum kom spørgsmålet om, hvor Danmark stod. Ifølge Dahl er Danmark pt. ikke så ilde stedt. Vi har trods uoverensstemmelser et nogenlunde fungerende statsapparatur i modsætning til eksempelvis Tyskland og Frankrig (Polen og Spanien), hvor fraktionerne gør samarbejde om lovgivning umuligt. Vi har desuden en midterregering, hvilket Dahl fandt positivt. I den forbindelse oplyste han, at også Liberal Alliance er et midterparti – og Kjersgaard gik så vidt som til at antyde, at Dahl måske var enig med den konservative del af Socialdemokratiet. På det mere seriøse plan nævnte Dahl, at Danmark – som det eneste land i verden – har et bæredygtigt pensionssystem. Dahl sammenlignede i øvrigt dansk politik med veterantogene i Tivoli. Politikerne drejer på rattet og siger billyde, djøfferne har lagt skinnerne.

På den ene Trane-scene kunne man høre Bertel Haarder, Özlem Cekic og Jair Melchior debattere demokratisk samtale og loyalitet med Sørine Gotfredsen, og på den anden Trane-scene kunne man finde Lilian Munk Rösing i samtale med Jesper Stein om Rösings ‘Tove Ditlevsens veje’. Rösing har vandret i Ditlevsens fodspor for at finde stemningen, lyrikken, rytmen, klangen og inspirationen fra Ingemann og Aakjær. Bogen har fået roser, omend anmelder Erik Skyum-Nielsen har advaret mod for meget føleri.

Udgivelsen kommer, efter at det litterære parnas har taget Ditlevsen til sig, efter at Ditlevsen i mange år har måttet leve med prædikatet ‘traditionalist’ i forhold til modernisten Rifbjerg. Ditlevsen altid har haft sig selv som udgangspunkt, og ikke mindst hendes ægteskaber har sat sit præg på hendes værker. Sarrautes ‘Tropismer’ er angiveligt en af inspirationerne, og ‘Gift’ med den dobbelttydige titel blev angivet som hendes hovedværk.

Lene Elise Andersen optrådte med sin bog Den væredygtige underviser og udlagde begreberne væredygtighed, selvledelse, egenomsorg og gearskifte. Det handler i stort omfang om at styrke sine indre mønstre, reflektere jævnligt over praksis og have øje for fællesskabet.

‘Det er det der sker undervejs der er livets mening.’ (Johannes Møllehave)

Forbudte ord og forbudte bøger

Dansk PENs stand med forbudte bøger

På dansk PENs stand tog Charlotte Engberg og Cathrine Hasse sig af ‘Forbudte ord i forbudte bøger’ – altså censur, især den amerikanske der lige nu kan fremvise mere end 46.000 sager i USA om censurering af bøger blandt andet af Walt Whitman der om nogen er amerikansk nationalpoet.

Problemerne med censur er mange, et af dem er påvirkningen af vores tænkemåde, når bestemte ord eller værker bliver forbudt. Her anvendtes den gode ‘målestok’ Orwells 1984, hvor man fjerner ord, nogle af dem angiveligt ud fra praktiske hensyn: dårligt bliver til ikke-god. Andre ord fjernes, fordi de så på sigt også fjernes fra folks hjerner, og det kan jo være hensigtsmæssigt i en diktaturstat, hvis man kan kategoriserer anvendelse af visse udtryk som tankeforbrydelse.

Fra PENs side blev netop det at fjerne ord benævnt som snigende gift. Udover den åbenlyse censur kan det også medføre en usynlig selvcensur. Sprogbrug kan betegnes som en seismograf, et varsel om fremtidig politik.

Noget andet er, hvordan man bruger nye ord. Eksempelvis har vi i Danmark inviteret ord ind i sproget som facilitere, eksekvere, investere – man investerer i et forhold. Hvilke konnotationer giver det, når man henter sit sprog fra forretningsverdenen? Og hvad siger det om et samfund, hvis ord som trans eller feministbevægelse kategoriseres som farlige ord? Påvirker det tankefriheden? Og når man taler om åndelig oprustning? Oprustning? Er det angrebspolitik, vi skal have i baghovedet?

På store scene stod den på Carl Nielsen

Carl Nielsen, en del af vitalismen

Bogforum er blevet en mere blandet landhandel, men der er stadigt mange seriøse indslag, selv om der er flest af de lette. Man kan sagtens medbringe børn der ikke umiddelbart er interesseret i bøger. I det hele taget kan man bringe enhver, der ikke føler sig utryg i store forsamlinger, for det er det, man får mest af: mange mennesker

Særligt lyden kan blive anstrengende: den helt særlige Bogforum stereo hvor man, om rigtigt placeret, har muligheden for at følge tre arrangementer på en gang. Det er ikke nødvendigvis en fordel.