Forfatter Marie Duedahl har skrevet en række bøger til begynderlæserne. Serien hedder Lyn og er inddelt efter sværhedsgrader. Lyn 1 indeholder max. 100 ord, er på max. 16 sider og har et lixtal på 7. Lyn 2 indeholder max. 250 ord og har et lixtal på 7, og Lyn 3 har op til 380 ord, max. 32 sider og et lixtal på 8. Bøgerne er velegnede til 0., 1. og 2. klasse.
Teksten fylder dermed ikke meget i de gennemillustrerede bøger. Til gengæld har illustratorerne benyttet lejligheden til at fortælle historien farverigt, detaljeret og med en betydelig humor. Handlingen er beskeden men ret underholdende.
Lyn 1 – bøgerne:
Vega er væk
Illustreret af Gunhild Rød
15 sider
Vegas mor er slem til at sætte Vega til at rydde op. Vega bliver sur og beslutter sig for at blive væk. Det lykkes næsten, men så møder hun to flinke politibetjente, der fragter hende tilbage til hendes hjem. Desværre har mor overhovedet ikke opdaget, at Vega var væk, så Vega beslutter at gøre det en gang til.
Kai ser en kat. SPLAT!
Illustreret af Kenneth Hegelund
13 sider
Denne bog har en brutal humor. Kais nabo er stor og ondsindet, og hans kat er lige så led og går til angreb på Kai. Kai bliver bange, og historien ender galt – for katten.
Oluf er væk i Ikea
Illustreret af Anne Pedersen
11 sider
Oluf er med forældrene på indkøb i Ikea. Det er pænt kedeligt, men Oluf finder et sted at tage en lur. Forældrene tror han er blevet væk, og går i panik, og alle leder efter Oluf. Oluf vågner op, lige før forældrene bryder helt sammen.
Ali ser ild
Illustreret af Christian Guldager
11 sider
Ali opdager, at Bos hus brænder. Han skynder sig at ringe 112. Bo bliver reddet, og Ali får en belønning, så han kan købe is til hele sin familie.
Ali i en ufo
Illustreret af Christian Guldager
15 sider
Ali bliver inviteret på tur i en ufo en mørk nat. Det bliver en ret fantastisk tur, og Ali får en gul sten af marsmanden, da han hopper ud af ufoen igen. Alis mor siger, at det er en drøm, men stenen har Ali stadigvæk.
Bo ser en boa
Illustreret af Kenneth Hegelund
11 sider
Bo opdager en boa i sin have. Det er Pers boa, og Per kommer og henter den. Som minde om episoden får Bo et foto, hvor han selv holder boaen, og hvor hans far løber hylende væk.
Lyn 2
Ask får en ven
Illustreret af Gunhild Rød
15 sider
Ask bliver mobbet af to store drenge. De lukker ham inde i hans skab på skolen. Men så får Ask en usynlig veninde, og hun kan nok hjælpe med at få styr på de to store drenge.
Lyn 3
Gæt et dyr, Noa
Illustreret af Christian Guldager
19 sider
Noa følger nogle mærkelige spor. Er det ulve eller grise, er det en puma eller en hund? Det særeste spor er dog det sidste, der tilhører et ganske særligt dyr.
Birte Strandby