Bluey – Far putter – kommer fra den prisvindende TV-serie om hundehvalpen Bluey og hendes familie. Serien kan ses på Disney Plus.
Bluey er blevet et hit blandt de yngste danskere, og Blueys tilværelse ligner da også tilværelsen for mange andre børn i den vestlige verden: en kernefamilie med far, mor og lillesøsteren Bingo, middelklasse, masser af leg og klip fra en genkendelig dagligdag.
I Far putter skal mor til babyshower. Bluey er ikke vild med, at mor ikke er hjemme til at putte hende, når hun skal sove, men mor forsikrer hende om, at far godt kan putte hende.
Far er god at lege med, både Kongens efterfølger og gemmeleg. Bluey leger babyshower med sine tøjdyr, og senere laver far og pigerne mad og spiser. Og der er ingen problemer med at putte.
Bogen er velegnet til oplæsning, men der er alligevel et par ting, der skiller bogen ud fra danske børnebøger. For eksempel er fars rolle langt mindre i de andre Bluey-bøger, men her hvor han står med ansvaret, er han meget aktiv i deres lege. Det fremgår desuden, at far åbenbart ikke putter sine børn til daglig. Det her er børnenes og farens enestående mulighed for kvalitetstid, og det udnyttes fuldt ud.
På et tidspunkt undrer Bingo sig over, hvordan babyen er kommet ind i morens mave. Her ville en dansk forældre nok have et svar. Det har den australske far ikke.
Billederne stammer fra filmen, og fylder alle sider. Teksten fylder nogle få linjer på hver side og med lidt hjælp til de svære ord, såsom babyshower og yndlingsbog, vil begynderlæseren selv kunne klare teksten.
Bluey
Far putter
Godnathistorie
Af Bluey og Bingo, Ludo Studio Pty Ltd 2021
Oversat af Niels Wild Hammer
24 sider
Gyldendal
Udgivet: 2023
Birte Strandby