Rododendron = Vogt dig, Ridderspore = Letfærdighed, Rose, orange = Fascination
Kan blomster redde liv? Victoria har boet hos plejefamilier de første ti år af sit liv og på børnehjem indtil hun fylder atten og forventes at klare sig selv. De fleste af plejefamilierne har sendt hende videre, men hos Elisabeth finder hun en der ønsker at være mor. Det går ikke så godt. Victoria har været afvist så mange gange, at hun i en alder af ni år ikke er i stand til at modtage. Men Elisabeth fanger hende alligevel med sit kendskab til blomster og det victorianske blomstersprog, og Victoria gør Elisabeth og blomsterne til rygraden i sin tilværelse, indtil hun opdager, at Elisabeth også har et andet menneske i sit liv. Så ender det ulykkeligt.
Langt senere, da Victoria er fyldt atten, møder hun Grant, der også er dybt engageret i blomstersprog – af årsager, der røbes sent – og mod alle odds bliver de en slags kærester, indtil Victoria bliver gravid og forlader Grant. Et af romanens store spørgsmål er om et barn, en kæreste og en mor på nogen måde kan udligne eller erstatte 19 års svigt.
Velskreven og indlevende fortalt. Victoria er glimrende formidlet som barnet, der er vandret fra svigt til svigt og efterhånden indleder enhver relation med et modangreb, ikke kan tåle at blive rørt og lader sig skræmme af medmenneskelig omsorg.
Blomstersproget er Victorias foretrukne udtryksform, det giver hende en force, og er i al sin fuldkommenhed – der er en opdateret ordbog bagest i romanen – anvendeligt til at udtrykke næsten enhver følelse.
Vanessa Diffenbaugh
Oversat af Ulla Oxvig
272 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 29.08.2011
Birte Strandby
