Det begynder godt: En lejemorder hyres til at begå to mord formedelst halvanden million kroner. Det næste der sker, er at de to planlagte mord finder sted. En dommer og en advokat skydes på klos hold begge i nærheden af deres hjem. Der er ingen vidner. Opklaringsteamet – duoen Anita Hvid & Thor Belling står i stampe, men så sker der et tredje mord. Skydevåbenet er sandsynligvis det samme, men ellers ligner mordet ikke de to første. Mordet leder duoens opmærksomhed hen på en villa i Vedbæk, hvor der angiveligt drives bordelvirksomhed. Det giver straks lidt mere kød til opklaringen, og mindst et af mordene har direkte forbindelse til en ung piges forsvinden.
Det er en udmærket og let læst krimi med flere døde karakterer end døde passager. Belling og Hvid har et betagende og konfliktfrit forhold kørende ved siden af samarbejdet, og hvor TV-serien The Wire har et helt afsnit, hvor ordet fuck udgør den dominerende replik, således har Blomstermanden et kapitel, hvor verbet knalde synes at dække både handling og dialoger.
Det lille samfundskritiske spørgsmål er her, om man kan forestille sig en slags immunitet for mennesker, hvis placering er specielt høj i hierarkiet. Romanens andet spørgsmål går på, hvorfor mennesker udvikler sig som de gør, og hvordan en lejemorder kan se sig selv som frelser.
Slutningen rummer en overraskelse, og der er såvel samfundskritiske indslag som periodiske glimt af humor i for eksempel den stakkels Bellings kamp med elektronikken. Krimien langer jævnligt ud efter den klasseinddeling, vi ikke har i Danmark, og der er også plads til eftertanke.
Blomstermanden – En Hvid & Belling-krimi
Lars Kjædegaard
264 sider
Rosinante
Udgivet: 2014
Birte Strandby
