Uden at vide hvorfor, rejste jeg mig for at gå hjem. Jeg havde vel ikke andre steder.
En roman om to veninder med hver deres problemer i livet. De to veninder sender videobeskeder til hinanden for at fremvise deres liv, og på hver sin måde er de havnet i en midtlivskrise.
Den ene er gift, har børn og børnebørn. Hendes ægtefælle benævnes konsekvent ‘manden’. Han er reduceret til at repræsentere noget med at ordne ting, ombygge værksted og passe hest. Dog griber hans kone sig i at være en lille smule jaloux på hans tillidsfulde, næsten kærlige forhold til hesten.
Børnebørnene er inddelt i størrelse og interesser. Som bedstemor er hun venligt engageret, og det samme gælder i forholdet til hendes egen mor. Kun engang i mellem går det galt, og hun råber sin frustration ud over manden, der ikke forstår noget. Hun sender veninden snaps, og modtager til gengæld snaps fra veninden der ligger i sin seng med selskabskjole og hund.
Veninden er anderledes. Hun er til dating og kjoler og projekter baseret på pludseligt opståede ideer. Her har manden en anden betydning, en slags tilbehør, der ikke altid matcher. Hun har desuden en hund som hun elsker højt og passer dårligt. Begge kvinderne forsøger uden meget held at spejle sig i den anden. Det gør ikke venskabet mindre intenst.
Intenst er også sproget. Romanen er mættet af detaljerede, tætte beskrivelser af billeder fra de to forskellige tilværelser der rummer den samme søgen.
Romanen foregår fortrinsvis på Venø, der ifølge den ene kvinde er småkedelig. Desuden er der scener fra Århus og Skødstrup med billeder af to personlige kriser der er mest vedkommende for kvinder midt i livet.
Blandt fugle
Lotte Lykke Frederiksen
138 sider
Forlaget Havstok
Udgivet: 2022
Birte Strandby