Da den amerikanske nobelpristager John Steinbeck engang sagde, at han aldrig ville starte en revolution i Danmark, for danskerne ville blot grine, var det måske, fordi han havde læst Blæksprutten.
Efter 125 år siger Blæksprutten farvel. Det er beklageligt, for et af de smukkeste, gennemgående danske karaktertræk er evnen til at le af sig selv, og det er især Svikmøllen, Blæksprutten og lillebroren Æ rummelpot, der sublimt med streg og bogstaver har vist, hvornår vi kan le, og hvornår vi kan grine.
Sprutten er inddelt i årtier og hvert afsnit indledes med en kort beskrivelse af de vigtigste begivenheder i det pågældende årti: I 1910-19 er det i usorteret orden: Indvielse af Københavns Hovedbanegård, Titanics forlis, 1. Verdenskrig, indførsel af valgret for kvinder.
Nogle tegninger er set fra et nutidigt synspunkt grovkornede og racistiske, og andre ikke helt indlysende set fra 2014 – eksempelvis en i øvrigt dejlig tegning af en familie der står rundt om en klukflaske med sørgebånd. Billedteksten er ’Den sidste snaps’, og anledningen den pludselige, voldsomme stigning i afgiften på snaps, der fandt sted for 100 år siden.
En anden tegning viser storfamilien og naboerne, der intenst følger med i en fodboldlandskamp i radioen. På billedet – før 1929 – sidder en ammende kvinde sammen med så mange mennesker, at det kunne minde om offentlighed. Her er vi åbenbart ikke blevet mere frisindede.
Ellers handler det om store begivenheder og kendte personligheder: Krig, bilen, fjernsynet, kongehuset og de danske politikere der altid har hørt til blandt satiretegnernes yndlingsofre.
Desuden gøres der en del i forbrugeroplysning:
Klar besked om Fællesmarkedet:
Hvad nu hvis tyskerne erobrer hele Vestkysten?
Svar: Det må De snakke med ejeren om – Mærsk Møller.
Og:
De nye køreprøver skal ændre vor mentalitet og lære os venlighed.
Før hed det: Dumme svin! Har du lært at køre hos en cirkusklovn?
I fremtiden: Jamen, kære ven. De må vist have været uopmærksom i køretimen.
Før: Kan sådan en skeløjet, starblind flagermus ikke se, at der er fuldt optrukne linjer!
Snart: Må jeg ikke have fornøjelsen at give Dem adressen på en øjenlæge!
Ligesom det nye EDB i halvfjerdserne kræver ordforklaring:
Datamat: Når man udpint af EDB-rykkere begår selvmord.
Der er skåret hårdt i de 125 års Danmarks- og verdenshistorie, og den lille notits med engle og djævle er kun med i begrænset omfang:
Englene: Det er godt, at Peter Brixtofte har meldt sig ind i CD. Hans og Mimis værdier supplerer hinanden så godt.
Djævle: Ja, hun går ind for Red Barnet, han går ind for Red Baren.
Der er vidunderlige tegninger af Storm P, Arne Ungermann, Bo Bojesen og Dorte Karrebæk, og man må spørge, om afslutningen på Blæksprutten nu er virkelig velbetænkt, og om det mon betyder, at vi er ved at miste et nationalt karaktertræk.
Blæksprutten – 125 års historie
Mette Frobenius, Anitta Aaen Sundby, Ole Knudsen
112 sider
Gyldendal
Udgivet: 20.11.2014
