Krimiføljeton om en nordisk seriemorder

Det begynder som en god krimi skal begynde: med en voksende, snigende spænding. Sara er på vej hjem fra sit arbejde som nattevagt på Neurokirurgisk Afdeling. Hun går og grunder over en forfærdelig ulykke der har påvirket dagens arbejde. Da hun komme ud efter badet, er hendes undertøj forsvundet. Det er lidt mærkeligt, men det bliver værre, og kort tid efter er hun selv truet på livet.

Vicepolitiinspektør Felix og hans makker Kathrine får til opgave at opklare mordet på en ung kvinde der bliver fundet i en bil i Dragør Havn. Hun har været udsat for voldtægt – og en operation der er udført med kirurgisk præcision.

I Norge finder man et lig i dykkerdragt. Også dette lig har været udsat for det mærkelige indgreb. Der er tale om en seriemorder, og en black notice bliver udsendt gennem Interpol.

I Holland falder man over nok et lig i dykkerdragt, og de to lig viser sig at være et par tvillinger fra en fransk flygtningelejr. I Danmark finder man en kvinde der er i live efter det grusomme indgreb. Hun er oven i købet i stand til at levere et signalement af gerningsmanden.

Felix og Kathrine er så småt ved at finde en gerningsmand, og laver et sidste risikabelt stunt for at få fyren til at gå i fælden. De glemmer bare, at morderen er et skridt foran og klar til at luge ud i politiets rækker.

Spænding og tempo er helt fint, og mordene som sædvanlig hos Petri en anelse mere splattede og syrede end hos mange andre krimiforfattere. Opklaringen går planmæssigt, krimien er afvekslende, og det eneste problem ligger hos den læser, der ikke bryder sig om suspense og ‘fortsættes i næste afsnit’, men gerne vil have muligheden for at læse hele krimien på en gang.

Lotte Petri

Black Notice

Fem afsnit a ca. 40 sider

Lindhardt og Ringhof Forlag

Udgivet: 2017

Birte Strandby