Kan man lave tre-taller på skøjter?
Kim Karlsen vågner på et hotelværelse og har mistet hukommelsen. Den er helt gal. Han kender ikke ansigtet i spejlet, kan ikke huske noget om forældre og studser over at finde et gebis – sit eget. Det er et handicap i den grad at være berøvet identiteten, og han famler sig da også frem og begår en del fejltagelser og vådeskud i sin kontakt til andre mennesker. Og de andre er nu heller ikke helt almindelige: En spåkone der kun kan sige, hvad der skete i fortiden. Fremtiden er for uinteressant. Der er også et publikum, der piber ad Kim Karlsen, da han fremfører en del af melodierne fra Sound of Music. En film der har været set af 2.331 mennesker i en landsby med ikke over 300 sjæle. Det er naturligvis en rekord, der bliver belønnet af filmselskabet.
Kim Karlsen er hovedperson, men jeg-fortælleren har overtaget fortællingen, fordi Kim Karlsen ikke er i stand til at gennemføre.
Kim Karlsen rejser gennem et surrealistisk univers – eller med hans egne ord; Hvis der er en mening, er den et andet sted.
”Da linedanseren nåede halvvejs, var der ikke mere reb”, og det er også lidt sådan at være læser. Efterhånden kan det blive lidt trættende at finde rundt i dette drømmeunivers. Selvom læsningen både er komisk og anderledes, besværliggøres fremdriften af, at man jævnligt står overfor tekst, der mangler retning og tolkning. Der er langt mellem det indlysende, og det er ikke sikkert, at man er klogere ved bogens slutning, selvom man måske nok har mødt nogle hidtil usete sproglige finurligheder.
Forfatter: Lars Saabye Christensen
Oversat af Ellen Boen
392 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Birte Strandby
