Hvis man kender til Nick Carter, ensporet, glad for skydevåben og hårdtslående og til Bill og Ben, der altid løber muntert skydende gennem kugleregnen (begge serier udgivet fra 1964 til 90’erne), så kan man se ligheden med denne spændingsromans hovedperson, Jon. Han er også afstumpet og ensporet, han er racist, og han benytter enhver lejlighed til enten at banke eller myrde – sommetider begge dele. Det formildende ved ham er, at han i modsætning til Carter og de to cowboys af og til selv kan se, at han er en gorilla, og at hans sprog – Jon er jeg-fortæller – virker autentisk og i øvrigt understøtter teorien om, at hans kompetencer ligger mere i kampteknik – uppercuts og cirkelspark – end i udnyttelse af hjernecellerne. Desuden er han slem til at stjæle transportmidler.
Jon er jægersoldat, og efter en let gennemgang af denne uddannelse begynder romanen relativt forsigtigt i Aalborg med overvågning af vietnamesiske og kinesiske grupper, der mistænkes for indsmugling af sprængstoffer og våben. Men inden den første overvågning er til ende, er to af Jons kammerater blevet dræbt, den ene efter tortur. Så udover smugleraffæren kommer der nu et hævnmotiv på banen.
Jon forfølger sin opgave, der anføres af magtfulde mr. Lung, til Bangkok og Cambodja. Han efterlader sig en række lig, hvor han kommer frem, værst i Bangkok hvor en god vens familie bliver ofre for et modangreb fra Lungs side.
Denne retro-roman begynder lidt trægt, men der kommer hurtigt gang i mord på mange måder. Undervejs er der information om de forskellige skydevåbens beskaffenhed, men ellers er det ren, rå action.
Besøgelsestid
Torben Svendsen
249 sider
mellemgaard
Udgivet: 2012
Birte Strandby