Så kom omsider den sidste af de fire ungdomsbøger om de smukke døde. Det er snart et år siden, Phoenix blev dræbt, og kun en afklaring af, hvem morderen var, kan garantere ham videresendelse fra limbo til den endelige død. Det er igen Darina, der skal hjælpe med gådens opklaring, og denne gang bliver den værste, for hvis det lykkes at finde morderen, ser hun aldrig sin elskede Phoenix igen.
Men Darina går på med krum hals og risiko for eget liv. Hun afslører undervejs Hunters fortid og et uventet familieskab – og så kommer turen til det slagsmål, hvor Phoenix blev offeret. Der er flere potentielle mordere blandt de unge mænd, men morderen er den man mindst forventer.
Herudover er det småt med overraskelserne, og de smukke døde demonsterer ikke nye færdigheder – tværtimod står det hele i afslutningens tegn, og det er lidt af en lettelse at lægge romanen fra sig efter endt opklaring.
Det er med denne roman som med de tre foregående: Miljøet er fremmedartet. Hele tilværelsen handler om at køre rundt i bil og sørge for at holde de smukke døde uden for menneskers rækkevidde, hvis man hører til de gode eller sælge stoffer og eliminere mistænksomme personer, hvis man hører til i de kriminelles rækker. Den lille by forekommer deprimerende chanceløs, og det virker ikke som om Darina eller de andre unge får mulighed for et rigtigt liv hverken med eller uden den store kærlighed.
Der er dog flere gode spændingsmomenter i lighed med dem, der forekommer i hævneren-kommer-til-byen-film med eksempelvis Clint Eastwood eller Charles Bronson.
Eden Maguire
Beautiful Dead – Phoenix – bog 4
Oversat af Nete Harsberg
272 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 20.10.2010
Birte Strandby