En lille samling tekster om mennesker. Den længste, Idyl, handler om en nedtur på første klasse. Lars er gymnasielærer. Han bor sammen med Bodil, der har datteren Mia, og selv er han weekendfar. Et almindeligt liv med arbejde, hus, studenterfest, ferie med Bodil. Forholdet mellem Lars og Bodil er køligt. Lars drikker rigeligt og hans seksuelle interesser går andre veje end de ægteskabeligt foreskrevne, og lige pludselig står han anklaget for at have haft sex med en af sine elever. Han får bank af elevens far og efter brud med Bodil og afvisning fra sin mor, melder han sig i de hjemløses rækker.
Novellen Hverdage handler om Pernille og hendes perfekte liv. Hun har en perfekt familie med vellykkede børn. Og hun har et travlt liv: Der er mange fordele ved at have travlt. Hvis der bliver for stille, kan hun lettere risikere at mærke angsten. Novellen er ikke uden lighed med de typiske hovedpersoner hos Vita Andersen. En stadig kamp for at opretholde en facade. Hverdage har en overraskende slutning, men for flere af teksterne gælder, at de ikke har en slutning – de ender bare.
I novellen Slanger i Paradis optræder der faktisk en lykkelig hovedperson, men hun græder alligevel fordi hun ved, at det umuligt kan vare hele livet, og i en af de sidste noveller: Første, anden, tredje er der en glimrende beskrivelse af adfærdsmønsteret hos en sociofob: Hun er venlig. Det kan jeg også være. Skal bare lige finde det frem.
Novellesamlingens titel kunne også have været: Det er så synd for menneskene. Nedslående men rammende.
Camilla Guldager Troelsø
123 sider
mellemgaard
Udgivet: 25.02.2013
Birte Strandby