Den svenske rengøringsekspert Ellinor Sirén er kendt for sin blog www.ekotipset.se og instagramprofil, der ligeledes hedder Ekotipset. Nu har hun samlet sine miljøvenlige og klimakorrekte råd om rengøring i bogen ”Bæredygtig rengøring”. 

Bogen indledes af et forord. Derpå følger nogle basisopskrifter på miljøvenlige rengøringsmidler, du selv kan lave og tips til ting, der er ideelle at have i hjemmet, når du vil gøre rent på grøn vis. Her vil du støde på velkendte ting fra køkkenet, såsom natron og eddike, men også linoliesæbe og kokosolie er uundværligt. Ellinor Sirén gennemgår derpå rengøring af hjemmet fordelt på alle boligens rum, idet hun forklarer de rengøringsrutiner man med fordel kan benytte. Der er et kort kapitel, der giver nogle tips til opbevaring. 

Til min undren er der også et par madopskrifter på nem mad, som forfatteren gerne har standby når hun laver mad. Det virker i min optik som et sidespor, der slet ikke har noget med bogens overordnede idé at gøre.

Jeg havde hellere set at pladsen blev brugt på et oversigtsskema, der gennemgår den ugentlige rengøring. Det ville også være fint med et årsskema, hvor de ting man skal huske i løbet af et år, er plottet ind.  

De næste mange kapitler har hver et af hjemmets rum som overskrift og tema. Her giver Ellinor Sirén dig indblik i sine bedste tips til at gribe rengøringen an i det pågældende rum og de ting, der typisk knytter sig til brug af rummet. Når det gælder stuen, gives der fx tips til alt fra, hvordan du bedst plejer din træningsmåtte, rengør glasset på brændeovnen til hvordan du pudser messingstager (og andet). Råd til soveværelset omfatter fx både nye og gamle tissepletter på madrassen. Til gengæld er der ingen råd om blodpletter på lagner eller opkast i sengen eller på gulvtæppet. Dog skal det siges at der er en pletguide, hvor blodpletter kan slås op andetsteds i bogen, men det har mere karakter af værende blodpletter på tøj. 

Der er også et kapitel med forslag til rengøring og pleje af hjemmets udendørsområde. Jeg bemærker, at overskriften er formuleret ”Uden døre”. Det er ret beset ikke forkert, men det er heller ikke den gængse sproglige praksis. De fleste vil formulere det som ”Udendørs” eller ”Udenfor”. 

Ellinor Sirén kommer bredt omkring emnet klimarigtig rengøring og oprydning i hjemmet. Hun beretter b.la. også om affaldshåndtering, og sammen med det tidligere nævnte kapitel om opbevaring får læseren nogle værdifulde værktøjer til dels nyttige rengøringsvaner og god orden i hjemmet. 

I en tid med fokus på ligestilling, og hvor de huslige opgaver i større grad deles mellem mand og kvinde, kan jeg ikke lade være med at studse over hvorfor bogen er lyserød. Kunne den ikke med fordel have en mere kønsmæssig neutral farve som grøn, der også matcher temaet klimarigtig rengøring?!

På de sociale medier og i tv er der kommet større fokus på værdien af rengøring og oprydning. At gøre rent på klimamæssig vis med færre – dyre – rengøringsprodukter giver uhyre god mening, da det samtidig er et kæmpe plus for moder jord. På Facebook kan brugerne finde bunkevis af gode råd, men hvordan selekterer man og vurdere hvad, der reelt fungerer? Prisen kan være høj, hvis man kommer galt afsted med rengøringsmidler og ikke har styr på kemien i det der blandes. Med denne bog får du den erfarne rengøringsekspert Ellinor Siréns ord for at rådene virker. Bagerst i bogen findes et nyttigt stikordsregister, så du let kan slå op og finde det, der matcher din aktuelle rengøringsudfordring. Bogen her er en skatkiste med grønne gode råd til den moderne husholdning. Det er sund fornuft så det batter! 

Bæredygtig rengøring

Husmortips, øko-hacks, opbevaring, rengøringsrutiner, før-og efterbilleder

Forfatter: Ellinor Sirén 

Oversættelse: Eva Mosegaard Amdisen

Forlag: TURBINE

208 sider. Hardback 

Udgivelsesdato: Den 25. november 2021

Anmelder: Nønne Lønne Votborg