Et kort og velskrevet essay om det, Samir Kassir kalder den arabiske ulykke. Det vil sige den politiske og intellektuelle stagnation i den arabiske verden fra Ægypten, hvis demente tilstand symboliseres ved, at magten har ligget i hænderne på den samme præsident i 23 år til Syrien, der regeres af frygt og Algeriet, der trods olieindtægter ikke formåede at holde liv i en demokratisk udvikling, hvilket har åbnet døren for militant islamisme. Kassir viser med klip fra det politiske liv, at den egentlige krise er statslig, og at politisk islam er et produkt af demokratisk underskud.
Et tilbageblik i historien med særlig henvisning til Guldalderen viser, at arabisk demokrati ikke er en teoretisk umulighed. Det begrundes i den intellektuelle udvikling, der faktisk fandt sted i Guldalderen – nahda – i det nittende århundrede, der netop bugnede af kulturelle udtryksformer repræsenteret af malere, digtere, musikere og forfattere, der tilsammen bidrog til en ny arabisk kultur. Ligheden mellem modernisering og occidentalisering er tydelig, og ifølge forfatteren skyldes nutidens krise, at man ikke tog den nye udvikling til sig, og at det er nødvendigt at genvinde denne historie, så forhold til moderniteten ikke perverteres af fejlfortolkninger.
Forfatteren langer ud efter Bernard Lewis (The Crisis of Islam o.a.) og den konservative opfattelse af den arabiske verden og efter den vestlige verdens koloniseringsbegejstring, men ellers er budskabet, at araberne har god grund til at opsamle historien og bygge videre på det dengang påbegyndte kulturfremstød.
Samir Kassir skrev for dagbladet An-Nahar i Libanon og for Le Monde Diplomatique. Han blev dræbt af en bilbombe i 2005.
Forfatter: Samir Kassir
Oversat af Claus Bratt Østergaard
86 sider
Informations Forlag
Udgivet: 19.03.2009
