To mennesker, hver dømt til ensomhed, mødes i Sverige og får langsomt bygget bro til hinanden. Astrid bor i en lille by i Sverige og har en gang i sit næsten 80 år lange liv været uden for byen. Veronika har boet på New Zealand, men efter at have mistet sin elskede tager hun hjem til Sverige.
De to kvinders liv er forskellige, Veronikas heftigt og Astrids ensartet og stilfærdigt, men ensomheden har været en livsbetingelse for dem begge. Astrids mor begik selvmord, da hun var lille, og Astrids datter levede kun en kort tid. Til gengæld har Astrids ægteskab været en lang venten på, at hendes mand skulle dø, omend det ikke er helt klart, hvorfor det former sig sådan. Astrid og Veronika er hver for sig fast besluttet på at leve isoleret, men med udvekslingen af deres historier får de bevist, at venskab også kan være et argument for overlevelse.
De to hovedpersoner beretter på skift, og fortælleren binder kapitlerne sammen. Hvert kapitel indledes med et citat fra en svensk digter – til eksempel: Till sorg blev minnet givet; begär du frid, sä glöm! Astrid og Veronika er hudløst ærlige og deres beretninger følsomme, ikke sentimentale, af og til næsten poetiske. Desværre er romanen lidt tung i optrækket. Fortællerens tilløb til følsom beskrivelse virker lidt kluntede og hun bruger for mange (overflødige?) ord. Først da hovedpersonerne begynder på deres egne beretninger, bliver romanen gribende.
Fortællerens kapitler har ikke den samme fascination, og tjener først og fremmest til at levere et skelet til bogen og til at understrege den udvikling, som de to måske ikke helt får med i deres duetfortælling.
Astrid og Veronika
Forfatter: Linda Olsson
270 sider
Forlaget Aronsen
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks