Seks af Astrid Lindgrens kendte fortællinger og et behageligt gensyn me Pippi, Emil og Madicken. Hvad angår Madicken, så er det hende der i 1960 hed Grynet. Hendes lillesøster hed dengang Lisbet, nu hedder hun Lisabet, men fortællingen er den samme. Det er den om, da Lisabet puttede en ært op i næsen, og hun og Madicken måtte gå hen til doktoren for at få den pillet ud. Undervejs møder de Mattis og Mia. Mattis og Lisabet gør deres yderste for at fornærme hinanden med det resultat, at Madicken og Mia kommer op at slås. Det udvikler sig dramatisk, men alt bliver godt igen, og da de skal sove, taler Madicken og Lisabet om, hvorvidt Gud nu brugte et rivejern eller et ræveben, da han skabte kvinden, og så slutter de dagen med at bede for Mia der ellers ville ryge direkte i helvede.

Fortællingen om Pippi Langstrømpe er tegneserien der rummer både den dag, hvor hun flytter ind i Villa Villekulla, turen i cirkus – med Pippi som linedanser, udflugten som tingfindere og så den nat, da Pippi fik besøg af de to væmmelige tyveknægte, Blom og Dunder-Karlsson, der vil stjæle hendes guldpenge. Det ved vi jo nok, hvordan det gik. Pippi er stadigt verdens stærkeste – og sejeste pige.

Den sidste fortælling handler om Emil, og hvordan grisepjokket var lige ved at blive til julemad, mest fordi Emils far aldrig havde hørt om selskabsgrise. Emil mener, at Grisepjokket kan blive orne og far til en masse smågrise, men Emils far fastholder, at det bliver en mager jul på Katholt, hvis ikke grisen skal slagtes. 

Som sædvanligt er Emil en handlingens dreng, og da det nu er Lindgren, kommer han også igennem med sit projekt, selv om det er op ad bakke.

Nogle af Lindgrens fortællinger er 80 år gamle, men forældede er de ikke. Man kan nok ikke undgå at blive en anelse sentimental, da Lasse i ‘Jeg vil ikke sove’ ser alle dyrebørnene gå til ro – i det hele taget er naturen kommet noget på afstand af den børneverden Lindgren gjorde sit bedste for at beskytte. Dumme voksne er ikke noget nyt fænomen, men som voksen kan man altid hente opmuntring og plads til fantasien hos Lindgren.

Astrid Lindgrens godnathistorier

Astrid Lindgren

Illustreret af Ilon Wikland, Ingrid Vang Nyman, Björn Berg

Oversat af Birgit Steenstrup og Kira Bodenhoff

200 sider

Gyldendal

Udgivet: 09.10.2025

Birte Strandby