I 2020 udgav det norske forlag Res Publica bogen ‘Et land på fire hjul’ der handler om, hvordan skiftende norske regeringer har ladet bilismen bestemme, hvordan landets infrastruktur skulle se ud – desværre uden blik for bilismens dårligdomme eller visioner for fremtidens trafik i øvrigt.
Bevidstheden om at bilen giver flere problemer, end den løser, er langsomt øget især i den vestlige verden, hvor mange – også politikere – efterhånden er begyndt at arbejde for bilfri bymidter, bedre kollektiv transport, bedre muligheder for cyklister.
I Danmark skæver vi ofte til USA, hvorefter vi sædvanligvis følger de amerikanske trends blot med ti års forsinkelse, således med bilisme, fast food, take away (diabetes og overvægt). Drive-in er ikke slået så voldsomt igennem, måske fordi vi trods alt er et ret lille land.
Skal man tro de impulser fra USA der blandt andet kommer via de sociale medier – så ser amerikanerne ud til at holde godt fast i deres bilisme. Derfor er bogen Asphalt Nation lidt overraskende. Den er fra 1997 og har med mange gode argumenter og kilder stor forståelse for, hvorfor det er gået så galt med bilismen, og ikke mindst for hvor vanskeligt det kan blive at ændre.
Det begynder grumt med et angreb på nogle af bilismens tragiske følger:
Given the anonymity of tinted glass windows, isolated highways, and sidewalks emptied by a driving population, the car sets the stage for antisocial behaviour.
Med bilismen følger også begrebet vejvrede – med en overskrift i 1992 ‘Aggression Gets Wheels’. Kriminalitet i forbindelse med bilisme er stadigt stigende, og i Miami fik biludlejningsfirmaer for 30 år siden installeret panik-knapper i udlejningsbilerne.
I flere omgange påviser forfatteren, hvordan bilismen har taget overhånd, hvordan otte ud af 10 miles (en mile = 1,609 kilometer) ikke har noget med arbejde at gøre. For den amerikanske bilist hænger bilen sammen med frihed og jagten på lykke. At det ikke er helt så lykkeligt for de børn der er hægtet fast til bagsædet, og at det ligefrem påvirker deres selvstændighed, er ikke overraskende, selv om bilismens indirekte distancering af det sociale liv måske er.
Et andet negativt aspekt handler om, hvordan alder påvirker kørslen, den unges overmod og den ældres tendens til at overvurdere egne fysiske evner, selv om reflekser, opmærksomhed – og nattesyn ikke er helt, som det var. Hvis der ikke er kollektiv transport, hvem er det så, man tvinger ud på vejene – og hvordan er kørselskvaliteten blandt dem? Der er mange argumenter for, at ikke alle bør have brug for kørekort. Der er oven i købet en organisation: Mothers Against Drunk Driving. Den var der i 1997, og den er der endnu. Hvorfor findes der en sådan organisation?
Det bil-afhængige samfund har ubehagelige og utilsigtede konsekvenser for os alle, som her en ung mand der bor 30 miles fra sin skole:
‘His … truck has 78,000 miles on it and he hasn’t been anywhere. Fifty times the Odyssey, eight times the travel of Marco Polo …’
Det er hans rejser – at køre frem og tilbage til skolen.
I Asphalt Nation finder man både de direkte skadevirkninger på natur, klima og trafik, og langt flere indirekte end man har lyst til at finde såsom spildtid, fald i sundheden og de langsigtede virkninger af den hensynsløse naturopfattelse der følger bilismen. Heldigvis er der også en vej ud af bil-afhængigheden, en vej væk fra mantraet ‘I move, therefore I am.’ Løsningen handler om ændrede holdninger og kollektiv transport. De muligheder har vi i langt højere grad i Danmark. Kunne vi til en forandring være ti år foran amerikanerne her?
Asphalt Nation er skrevet på indignation. Det gør den let at læse, og heldigvis har den også dokumentation og eksempler, så det ikke handler om vreden alene.
Asphalt Nation
How the Automobile Took Over America and How We Can Take It Back
Jane Holtz Kay
418 sider
Crown Publishers, Inc.
Udgivet: 1997
Birte Strandby
