Bøgerne om Alvin er skrevet for børn i 0. – 3. klasse, og Alvin på ferie har et lix-tal på 4. Gratis opgaver og lærervejledning kan findes på www.billebøgerne.dk

Historien er fortalt i korte sætninger med tre – fem ord og få bogstaver i hvert ord, og dermed har vi omtrent den lavest mulige sværhedsgrad for en bog med en sammenhængende fortælling – undtagen måske for Jeppe-bøgerne af Barbro Lindgren – og bogen er derfor særdeles velegnet til begynderlæseren.

Samtidigt er der fem – syv sætninger pr. side og teksten er layoutet med max. tre ord pr. linje.

Også indholdsmæssigt er bogen stilet mod den ny læser. Alvin er seks – syv år gammel. Han er på ferie med familien, far, mor og lillebror. Han har samlertilbøjeligheder, og afventer spændt, om han nu kan finde noget at samle på. Ved et lykketræf finder han en levende skildpadde. Men rengøringspersonalet på det hotel hvor familien bor, er ikke så tilfredse med at skildpadden også bor på hotellet, og Alvin og hans mor må finde en måde at sætte skildpadden ud i naturen.

I indholdet kan den seks – syvårige læser genkende en del fra hverdagen, blandt andet familie, måske ferie og hotel, badestrand og byggeri, bjerg og gravko. Der er desuden en morale i det at frisætte et dyr.

Helsidesillustrationerne følger teksten nøje. De er farverige, enkle og omfatter hver kun en handling i overensstemmelse med den tekst, der er på siderne.

Alt i alt et trygt og relativt forudsigeligt miljø for det mindre barn med få udfordringer til læsningen og ikke så mange flere til fantasien.

Alvin på ferie

Carsten Flink

Illustreret af Jesper Tom-Petersen

Billebøgerne

28 sider

Turbine

Udgivet: Juni 2013

Birte Strandby