Med bogen ”Alt hvad du kan ønske dig” sætter den norske forfatter Linn T. Sunne fokus på unge og OCD. Hovedpersonen er den syttenårige gamle Siri, der er startet på gymnasiet. Hun har været kæreste med klassekammeraten Jens i et lille års tid. Men forholdet knager! Jens lider af OCD – tvangshandlinger – og kræver derfor stor opmærksomhed og hensyntagen.
Siri er kørt fast i forholdet og begynder så småt at se sig lun på en anden fyr, Andreas. Men hvordan skal hun få fortalt den sårbare Jens, at hun ønsker at slå op?
”Alt hvad du kan ønske dig” giver et interessant indblik i en verden, der for mange vil være fjern. Jeg studser dog over, at forfatteren ikke vælger at definere Jens´ lidelse med rette navn fra starten af, men kaster sig ud i en beskrivelse af symptomerne i stedet. Det giver ikke meget mening, at det først er halvvejs inde i bogen, at ordet OCD optræder.
Grundlæggende er fortællingen om Siris dilemma spændende og relevant. Læseren kan sagtens relatere sig til, at hun kommer i klemme. Men i forhold til, at omgivelserne dømmer Siri, virker det ikke plausibelt, at de jævnaldrende er helt uvidende om Jens´ tvangstanker. Det giver ikke mening, når lidelsen er så invaliderende og berører så mange aspekter af hans liv. Beskrivelsen af Jens´ sympatiske forældre stemmer heller ikke overens med en familie, der skulle bidrage til at skjule og dermed tabuisere sønnens sygdom. Tværtimod.
Linn T. Sunne giver et fint portræt af Siri som teenageren, der kæmper med sig selv, kærligheden og ikke mindst forholdet til sine forældre. Det er genkendeligt og rørende. Siris splittelse mellem Jens og Andreas bliver desværre ikke beskrevet så detaljeret, som det kunne ønskes. Men ”Alt hvad du kan ønske dig” er trods sine fejl og mangler alligevel en stærk og tankevækkende bog om at stå ved sig selv og træffe vigtige valg.
”Alt hvad du kan ønske dig” er en del af Høst & Søns letlæselige romaner for unge i serien Zoom on.
Alt hvad du kan ønske dig
Linn T. Sunne
Oversættelse af: Camilla Christensen
Høst & Søns Zoom on serie.
128 sider, paperback
Udgivelsesdato: 16. 1. 2015
Nønne Lønne Votborg