Den franske forfatter Hervé Le Tellier, tidligere videnskabsjournalist og præsident for det eksperimenterende litterære-matematiske selskab Oulipo, er især kendt for romanen ”Anomalien”. Den imponerende genrehybrid vandt den prestigefyldte franske Goncourt-pris i 2020. Nu udkommer den biografiske roman ”Alle lykkelige familier”. Bogen er skrevet tilbage i 2017. Det er det lille mikroforlag Forlaget Bobo, der udgiver romanen herhjemme. 

Hervé Le Tellier er født i 1957. Med romanen ”Alle lykkelige familier” skuer han tilbage på sit liv, i et forsøg på at forstå sine forældre og alt det, han er rundet af. Dermed skriver han sig ind i en litterær tendens, hvor forfattere dissekerer deres barndom. Hervé Le Tellier er barn af Serge og Marceline. Allerede da han var ganske lille skiltes forældrene. Marceline dannede derpå par med Guy, der var lærer. Kontakten til den biologiske far blev næsten ikke-eksisterende. Der gik flere år imellem deres møder. 

Allerede i bogens første kapitel tegnes et tydeligt billede af en søn, der føler sig forkert og fej, eftersom han ikke kan honorere mødet med hverken farens eller stedfarens død med sorg. Hervé Le Tellier har nemlig ikke følt sig elsket og mindes ej heller ømhed. Det forbliver et gennemgående tema, at Hervé ikke føler sig set og elsket – især af sin mor. 

I romanen dykker vi ned i Hervé Le Telliers rødder. Gennem systematiske punktnedslag får læseren indblik i familiens stamtræ og møder de forskellige familiemedlemmer. Familiens overhoved var morfaren Raphaël. I bogens første dele er vi med til stedfaren, Guys, begravelse i Paris. Kun få er mødt frem. Det understøtter forfatterens oplevelse af, at hverken Guy eller moren er vellidte. Tværtimod. 

Moren, Merceline, har et stridbart og sårbart sind. Hun er manipulerende, løgnagtig og dybt kontrollerende. Hendes nye mand, Guy, er under tøflen og siger ikke fra. De første år af forfatterens liv er hun minimalt til stede grundet arbejde i England. Det benægter hun siden. Hervé vokser op hos sin mormor og morfar. Mormoren er mild og hengiven. Hun accepterer tilmed sin mands utroskab. 

Da Marceline og Guy slår sig ned sammen, er det i samme ejendom som hendes forældre. Hervé tilbringer en del af tiden hos bedsteforældrene. Men så rammer sygdom familiens overhoved, Raphaël. 

Forfatterens mor Marceline oplevede som ung deportationerne af jøderne på tætteste hold. Det er imidlertid tabu. Den del af landets historie forbliver en hemmelighed for Hervé, indtil han konfronteres med det i skolen. Det er blot ét af mange eksempler på hemmeligheder og løgne. Da en af Hervés kammerater dør, ønsker moren også, at det skal holdes skjult. 

Marceline bliver ved med at bo klos op ad sine forældre. Hun har altid kunnet manipulere dem til at få sin vilje overfor. Samtidig er hun ofte grov og ondskabsfuld overfor sine familiemedlemmer. Guy er underkuet. Sprogbrugen er noget helt for sig selv. Hun mangler filter! Der er ingen hæmninger hverken følelsesmæssigt eller i forhold til, hvordan man formulerer sig. Som læser er tanken, at hun må have en form for psykiatrisk diagnose. Som årerne går, vokser vanviddet.  

Forfatteren giver på et tidspunkt udtryk for, at han har få barndomsminder. Måske er det den umiddelbare følelse, som et svigtet barn sidder med?! De gode minder er i sagens natur få. Alt det smertelige og grumme har menneskets natur sandsynligvis en evne til at skubbe i baggrunden, for at skærme offeret? Hervé Le Tellier virker troværdig i sin skildring af opvæksten. Han går systematisk til værk. Forskellige familiemedlemmers liv belyses, idet han stiller skarpt på forskellige hændelser, der tjener til eksempel på hvordan personerne var eller hvordan relationer opleves. 

Det er tydeligt, at Hervé Le Tellier har en solid baggrund som videnskabsjournalist og benytter denne tilgang til at formidle veltilrettelagt og veloplagt. Han skriver lige dele gribende og underholdende om sin svære opvækst og baggrund. Her er en indsigtsfuld fortæller, der med ro og omtanke åbner op for alvorlige familiehemmeligheder. Der er tale om tunge byrder, der inkluderer depression, svigt og vanvid. 

Hervé Le Tellier virker på ingen måde bitter, vred eller bedrevidende. Det er umuligt at læse bogen uden at reflektere over begreberne arv og miljø. Diagnoser bliver ikke nævnt. Men bogen er en påmindelse om, at diagnoser reelt tjener et vigtigt formål. Når de mangler, kan prisen for de pårørende være ubetaleligt. Hvis forfatterens mor var blevet behandlet professionelt, havde omgivelserne givetvis haft det lettere. 

Hervé Le Tellier beretter i ”Alle lykkelige familier” om hele sin familie med bedsteforældre, halvsøster, onkler og tanter. Fokus er og bliver forfatterens mor. Det er en biografisk roman om forfatterens opvækst fra han bliver født og til i dag. Han fortæller om, hvordan han som voksen genbesøger barndommens land, når han fx har måttet deltagelse i begravelser. Hervé Le Tellier er i dag selv forælder. Til sidst i bogen reflekterer han – på sin kærestes opfordring –  over det, som han har med sig fra sin familie. Han refererer til den sidste scene i ”Lommepenge”, hvor det hedder, at ”.. tilværelsen er sådan beskaffen, at man ikke kan leve uden at elske og blive elsket”. 

”Alle lykkelige familier” er om noget rammende, når den tænksomme søn gang på gang søger at forstå sin uforsonlige, sensible og stridbare mor, der er er alt andet end forståelig. Deri er der – for mangen en læser – noget genkendeligt. Husk Kleenex-servietter når du læser! Hervé Le Tellier skriver så skarpt, nådesløst og så hårdt, om at føle sig afvist af sit eget kød og blod. Du sidder tilbage med tårer i øjnene og ondt i maven over opvæksten i en dysfunktionel familie. Men gå ikke glip af dét! 

Links 

Pov International

Her kan du b.la. se og høre interviews om og med forfatteren i anledningen af Prix Goncourt.

Alle lykkelige familier

Forfatter: Hervé Le Tellier 

Oversætter: Peer Bundgaard

Forlag: Forlaget Bobo – Den franske bogcafes forlag

197 sider. Paperback

Udgivelsesdato: Den 4. november 2022

Anmeldt af Nønne Lønne Votborg