Handlingen i moderne fantasy er forbløffende ensartet: en ung pige eller dreng, oftest en der bliver dårligt behandlet eller har et andet problem, opdager pludseligt en ny verden, og næsten samtidigt afsløres det, at vores hovedperson har særlige evner, der placerer ham/hende i klassen for helte der ordner alle store problemer. Med variationer.
Det gælder også Albions datter, alligevel er romanen mere læseværdig end mange fantasyromaner. Tiden er det første århundrede, stedet Britanien hvor stammerne regerer, mens romerne regerer i resten af verden.
Ailia er hittebarn. Det betyder, at hun ikke har en slægt, et skind, og det udelukker hende for evigt fra at få betydning i samfundet. Hun har ingen status, og hun kan ikke få undervisning eller blive gift. Alligevel befinder hun sig ikke så dårligt. Hun er privilegeret medhjælp og arbejder med urter og helbredelse. Men da hun nærmer sig indgangen til voksentiden, sker der flere ting. Dels møder hun to tiltrækkende mænd, den ene fortaler for tilslutning til romerriget, den anden fanget af omstændigheder, Ailia ikke kan gennemskue, og dels opdager Ailia selv, at hun har særlige evner. Trods hendes mangel på skind kommer hun i druidelære, og det stopper ikke her. Hendes evner udvikles, men det gør de problemer hun skal slås med også.
De første sider kan synes lidt drøje, fordi så meget nyt og mange navne skal introduceres, men det er en spændende verden, Ilka Tampke bygger op, gennemført i sit hierarki, overleveringer, overtro, overgangsriter og forholdet til de truende romere. Et eksempel er kvinders status hos Albions folk, hvor de kan blive ledere og druider sammenlignet med status hos romerne, hvor kvinders indflydelse begrænses til, hvad en af vores helte kalder ‘sovekammerindflydelse’.
Ilka Tampke
Albions datter
Oversat af Marie Kopp
380 sider
Cicero
Udgivet: 2016
Birte Strandby
