Alba er verdens bedste pige i motorsport (for sin alder) – siger Marco Matassa, direktør for Ferrari Driver Academy

Alba Hurup Larsen er 15 år gammel. Hun sad første gang i en gokart da hun var 11 år gammel i 2020, da verden var lukket ned under coronaen.

Bogen om verdens hurtigste pige er dels fortællingen om Alba, og hvordan hun fatter interesse for motorsporten – hvordan hun kørte med en brækket arm og som en brækket arm, fordi hun skulle være med i en løbsserie i 2022. Det lykkedes, og der er flere ting der lykkes. At Alba også har kampånd og stædighed er en del af beretningen.

Det er også en fortælling om at drømme stort, sætte sig et mål, og nå det. Og det er en opskrift på, hvordan man kan arbejde med sine mål.

En finalerunde på Monza Circuit i Italien bliver det også til, og der er tekster om gokarten, om teamet bag køreren og om særlige udfordringer for piger i motorsport. For eksempel er det vanskeligere for piger at finde sponsorer, end det er for drenge.

Bogen er især for børn og unge mellem ni og 14 år. Der er gjort meget ud af layoutet, fine fotografier, farveopdelte kapitler og en meget læsevenlig brug af grafiske elementer der gør selv mere massive tekster let fordøjelige.

Det bedste er måske nok Albas egen fortælling om, hvorfor og hvordan motorsporten blev hendes karriere i så ung en alder, men generelt en fin, inspirerende bog.

Alba

Verdens hurtigste pige

Majbritt Augustinus og Mette de Fine Licht

144 sider

Champion Foundation Press

Udgivet: 2024

Birte Strandby