Med ”Aktive fortællinger, rim og remser” ved hånden, kan man med sikkerhed underholde børn fra 3-8 år i timevis. Bogen byder på en masse muligheder for at lege med sproget på forskellige måder, lave fortællinger med bevægelse og forslag til dialog om historien bagefter. Historierne er ikke længere end børnene kan holde koncentrationen. Til hver historie er et pragtfuldt billede, som i sig selv er fangende. Desuden kan man sagtes bruge bogen som inspiration til egne ideer. Bogen er let at anvende, idet der før hver historie er angivet en konkret beskrivelse af hvilken alder historierne er til og hvad børn og voksne skal gøre.
I den børnehave hvor jeg arbejder, har jeg haft bogen med. På legepladsen var der nogle børn, der begyndte at kede sig, men det var kun til jeg hev bogen frem. Jo flere historier jeg læste op, des flere børn kom til. Den ene af børnene blev hentet, mens jeg læste historier op fra den. Hun ville hun meget gerne blive og høre mere og være med i historierne sammen med de andre børn, men da jeg lovede at tage den med igen, gik hun frivilligt med hjem.
Denne bog er blevet min absolut yndlingshøjtlæsningsbog. Den går lige ind hos børnene.
Forfatter: Lotte Salling
Forlag: Dafolo
Anmeldt af Lina Vandall