Ærligt spil fra 1989 er Tove Janssons sidste roman. Den er ikke tidligere oversat.

De små stemningsmættede kapitler handler om kunstneren Jonna og illustratoren og forfatteren Mari, der bor i hver sin ende af en stor udlejningsejendom. De spiser sammen, de ser fjernsyn sammen, nøje udvalgte film. De har forskellig smag, men filmene sammen er så vigtige, at de melder afbud til andre invitationer, eller, det gør de under alle omstændigheder. Som Jonna siger:

Og hvis vi så dem, hvordan ville det så blive – som sædvanligt, fuldstændigt som sædvanligt, snak her og der om uvæsentligheder. Ingen komposition, ingen bærende ide. Intet tema. … Man ved så nogenlunde, hvad de alle sammen vil sige, …

De kender hinanden godt, de to, ved hvornår den ene af dem har brug for at trække sig tilbage til arbejdet. På trods af venskabet, afhængigheden er der ikke tale om evig fred. Tværtimod har de deres kontroverser. Jonna renser sin pistol uden for huset og kommer til at affyre et skud mod den svartbag der har rede på stranden. Hun er lidt stolt af skuddet. Det er ikke alle der kan ramme på 100 meters afstand med pistol. Mari der finder den døde fugl et par dage senere bliver rasende, men raseriet varer ikke så længe.

Maris mor var med til at starte pigespejderne i Sverige i begyndelsen af 1900-tallet, og en af hendes første spejdere, Helga, var en lille frygtsom pige der knyttede sig tæt til Maris mor. Så tæt, at hun i mange år arbejdede på Bogen, der omfattede stort set alt, hvad der var sket i Maris mors liv. En dag skriver hun til Mari, at hun vil komme og aflevere Bogen til hende. Det viser sig, at Helga stadig er frygtsom, og hendes visit bliver temmelig belastende for både Mari og Jonna, men så får de hjælp fra oven.

Vi følger de to i dagligdagen og på deres lille ø i skærgården. Oftest i relativ harmoni selvom Mari og Jonna er vidt forskellige, men da Jonna får en elev der skal lære om grafik, kommer der noget uudsagt i forholdet. Eleven er talentfuld, men Mari imponeres ikke af hendes arbejder, og hun besøger Jonna mindre, indtil hun en dag helt udvandrer. Kun for senere at komme tilbage og insistere på at se Jonnas mest uhyggelige film.

Problemerne løser sig selv, i få ord og mange gerninger cementeres venskabet. Der er kun en ting der er større end venskabet, og det er tiden helt alene. 

Ærligt spil

Tove Jansson

Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

131 sider

Gyldendal

Udgivet: 20.10.2023

Birte Strandby