I modsætning til en anden spændingsroman af samme forfatter, Is i blodet der har opdageren, Kastrup, til fælles med Adams forbandelse kommer vi her ikke ind på hverken miljø eller klima. I stedet fokuseres på en anden type forbrydelse, der er særligt oppe i tiden, men det vil være en ren spoiler at røbe hvilken, så vi holder os til mordene, som der også er ganske mange af.

En forsker bliver fundet dræbt af nogle spejderdrenge. Kastrup og Aslam begynder efterforskningen af mordet ved at kontakte forskerens kolleger og studerende på universitetet. Det fører Kastrup til Færøerne, hvor forskerens ph.d.-studerende holder til. Kort efter Kastrups kontakt, er der nogen der forsøger at dræbe hende. Senere taler Kastrup med den ph.d.-studerendes kæreste, hvorefter denne findes dræbt. Bedre går det ikke i Danmark. Hver gang Kastrup kommer i nærheden af nogen med den fjerneste tilknytning til den afdøde forsker, så findes de dræbt efterfølgende, druknet, kastet ud af et vindue fra stor højde.

Gåden løses først sent, og løsningen er både spændende og på en måde indlysende logisk. Det detaljerede politiarbejde er lige ved at trække rigeligt ud, men afbrydes undervejs af Kastrups private tanker om en afdød søn og hans privatliv, der er under mere forandring end han bryder sig om. Hans kæreste gennem lang tid er ved at flytte ud af hans liv, og han har ikke taget stilling til, om det betyder noget for ham. Som opdager er han begavet og noget af en sur, gammel mand omend ikke for stivnet til at kigge på de yngre, kvindelige betjente.

Robert Zola Christensen

340 sider

Gyldendal

Udgivet: 28.09.2015

Spændingsroman

Birte Strandby