Er der et liv efter de 60?

Ja, det må man sige. Camilla Lindemann søger med 60 med mere at indramme den fordomsbehæftede og ikke alt for prestigeramte aldersgruppe, og en af konklusionerne må blive, at 60+ er en broget gruppe – ligesom alle de andre aldersgrupper – og at der er mange forskellige måder at dyrke sin alder på.

Det spænder lige fra livskvalitet og sundhed til arbejde, diskussionen om kirurgiske indgreb og begrebet sure, gamle mænd.

Bente Klarlund stiller med den nyeste forskning i gerontologi i kapitlet med den sigende titel: Mit bedste kostråd er motion. Rygning er bandlyst for enhver der måtte have ønske om at bevare helbredet, hvorimod alkohol i moderat omfang er godt for blodkar og hjertesundheden – og kræftfremkaldende i større mængder. Varieret sund kost er vigtig, til gengæld er kosttilskud ret uinteressant. Men først og fremmest, find løbeskoene og cyklen frem.

Det er også Henning Kirks udmelding: den fysiske form er vigtig, og god fysisk form reducerer risikoen for demens. Og så findes der noget så interessant som seniorkompetencer, ting man bliver bedre til med alderen.

Kirk og Klarlund er enige om, at det går ned ad bakke med alderen, men det behøver ikke at gå hurtigt, og med en sund levevis kan man modvirke nogle af genetikkens effekter.

Sexolog Sanne Neergaard interviewes i kapitlet: Når der går sutsko i sex. Hun fortæller om ældresex, om Sten Hegeler, Hite-rapporten – og om den gamle dame, der kalder sig Granny på sex-dating-siderne, og hvad hun får ud af det.

60 med mere byder på interviews om mode og påklædning, om retten til at sige nej til at passe børnebørnene, fordi man skal et smut til London, og der er interviews med ejendomsmægleren, advokaten i arveret og Erica Jong der stadig skriver romaner om kvinders forhold til sex, men nu med en 60-årig hovedperson.

60 med mere er i øvrigt en pæn bog med gode portrætfotos og smuk layout.

 

Camilla Lindemann

60 med mere

Livskvalitet har ingen alder

Samtaler med:

Uffe Ellemann-Jensen, Alice Vestergaard, Preben Elkjær, Erica Jong, Ole Hartling, Lotte Freddie, Poul Joachim Stender, Thyra Frank, Bente Klarlund, Henning Kirk, Sanne Neergaard, Verónica Ellitsgaard, Anja Cordes, Margrethe Brun Hansen, Mette Sillesen, Pernille Sams, Bofællesskabet Tjørnen, Jess Myrthu, Vibeke Mousten, Lisse Trads, Henrik Terkelsen, Erik Lindsø, Arno Victor Nielsen

 

256 sider

Turbine

Udgivet: 04.04.2017

Birte Strandby